I Indien opfordrer regeringen til at droppe valentinsdag og kaste kærligheden over kvierne i stedet for kvinderne. Et rådgivende organ under regeringspartiet BJP har foreslået at erstatte valentinsdag med en national »Cow Hug Day«. Ifølge eksperterne vil en sådan dag »berige følelseslivet« og »øge lykkefølelsen«.

Men det handler selvfølgelig også om at vrage vestlige værdier og hylde de hinduistiske: »Betagelsen af Vestens civilisation får vores egen kulturarv til at svinde ind,« som der står i pressemeddelelsen.

Valentinsdag er nemlig blevet populær blandt unge indere, og det behager ikke den hindunationalistiske regering i Indien, som ønsker at fremme hinduismen (og religionens hellige køer).

For et par år siden vakte det voldsom debat, da den indiske regering ville indføre en national eksamen i »kovidenskab«. Forslaget blev udskudt på grund af anklager om religiøs pseudovidenskab. I bogmaterialet var blandt andet tvivlsomme påstande om, at indiske køer havde flere følelser end de udenlandske, at køers pukler besad magiske kræfter, og at deres afføring kunne forhindre farlig stråling.

Foto: Amit Dave, Reuters, Scanpix.
Foto: Amit Dave, Reuters, Scanpix. AMIT DAVE

Kram en ko-forslaget kunne lugte af den samme slags pseudopåstande. I hvert fald lykkedes det ikke regeringen at indføre krammedagen på valentinsdag i år.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.