Satellit. Et flertal af sydkoreanere ønsker værnepligt for kvinder. Ellers kan det blive svært at forsvare sig mod det atombevæbnede nord.
Koreakriger m/k
Seks ud af ti sydkoreanere mener, at kvinder bør aftjene værnepligt på lige fod med mænd. Det er på sin vis overraskende, fordi Sydkorea på mange måder er et forholdsvis mandschauvinistisk samfund, i hvert fald efter danske alen, men faldende fødselstal gør det efter manges mening nødvendigt, at pigerne trækker i trøjen.
I en nylig undersøgelse blandt 1.000 sydkoreanere gennemført af en tænketank tilknyttet det konservative Reformparti støtter 59,6 procent kvindelig værnepligt, mens 34 procent er imod.
Sydkorea har en af verdens laveste fødselsrater, og der er voksende bekymring for, hvem der i fremtiden skal beskytte landet mod det atombevæbnede regime i nord.

»Vi har vidst i lang tid, at der vil komme et fald i rekrutteringsgrundlaget for militæret, men der er bare ikke blevet gjort noget ved det,« siger Hong So-young, leder af Administrationen for Militært Personel, til nyhedsbureauet Yonhap.
Det er gået stærkt. Så sent som i 2019 var der 332.000 unge mænd, som nåede den værnepligtige alder, ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium. I 2022 var tallet faldet til 257.000, og i 2043 vil det ifølge fremskrivninger være helt nede på 120.000.
Den nye meningsmåling tyder på voksende frustration blandt yngre mænd over, at forsvarsbyrden i så høj grad falder på deres skuldre: Over 70 procent af mandlige respondenter i 20erne og 30erne siger, at de også gerne så kvindelige soldater. harms



