Satellit. Nordkorea vil nødig ende som Iran. Og dets kernevåben skal sikre, at det ikke kommer til at ske.
Atom-Kim holder kursen
Hvis man er et fattigt tredjeverdensdiktatur på randen af kollaps, skal man sætte alt ind på at udvikle atomvåben. Det er moralen af USA og Israels krig i Iran, hvis man læser mellem linjerne i den seneste udmelding fra Nordkoreas Kim Jong-un.
»Vores republiks regering vil fortsætte med at konsolidere vores absolut irreversible status som en atommagt,« siger 42-årige Kim ifølge en rapport udsendt tirsdag af nordkoreanske statsmedier.
Kims ord falder i en tale til landets tandløse parlament, hvor han også beskylder USA for »statsterrorisme og aggression« på globalt plan.

Nordkoreanerne og deres amerikanske modpart skændes om det meste, men hvis der er én ting, de kan blive enige om, er det, at familiedynastiet i Pyongyang er blevet holdt i live langt over sin naturlige udløbsdato på grund af atomtruslen.
Kim har tidligere udtalt, at både Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi faldt, fordi de ikke havde atomvåben. I 2017 sagde den amerikanske forsvarsminister James Mattis omvendt, at en krig med Nordkorea ville blive »tragisk i et helt ubegribeligt omfang«.
Nordkorea testede sin første atombombe i 2006, og i de 20 år, der er gået, har landet oparbejdet et arsenal på cirka 50 sprænghoveder. Derudover råder det over stadig mere sofistikerede leveringsmetoder, herunder interkontinentale missiler, der kan ramme USA.
harms
Del:



