Den spanske regering erklærede tirsdag Valencia-regionen i katastrofetilstand som følge af den seneste uges voldsomme oversvømmelser. Dødstallet var samme dag opgjort til 217, mens 89 personer fortsat var meldt savnet. Samtidig annoncerede regeringen under ledelse af den socialistiske premierminister Pedro Sánchez en akut hjælpepakke på 10,6 millioner euro til de ramte områder i det østlige Spanien.

Sánchez lovede yderligere hjælp. »Det er et godt første skridt,« sagde Sánchez ifølge nyhedsbureauet EFE. Mandskab fra politi og civilforsvar er fordoblet i regionen, så i alt 17.000 soldater og beredskabsfolk deltager i hjælpearbejdet.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

I Valencia er den borgerlige leder af provinsregeringen, Carlos Mazón, i søgelyset for sendrægtighed. Det er provinsregeringen, som har ansvaret for beredskabet, men trods katastrofeadvarsler fra AEMET, Spaniens statslige vejrtjeneste, fastholdt Mazón ifølge dagbladet El Diario sit program tirsdag den 29. oktober.

Om formiddagen poserede Mazón for fotografer, da regionen modtog en pris for bæredygtig turisme. Klokken 09.20 havde AEMET ellers advaret: »Ekstrem fare!« Ved middagstid udtalte Mazón: »Heldigvis har uvejret endnu ikke forårsaget materielle ødelæggelser.« Og om eftermiddagen holdt han budgetmøde, endnu en gang med smil til fotograferne. Først klokken 20.12 slog de regionale myndigheder alarm. På dette tidspunkt havde uvejret allerede kostet talrige dødsofre. jjak

Premierminister Pedro Sánchez d. 5 november 2024. Foto: Oscar Del Pozo, Scanpix
Premierminister Pedro Sánchez d. 5 november 2024. Foto: Oscar Del Pozo, Scanpix