Kampen om kornet

I over halvandet år har man i Vesten været bekymret for, at krigen i Ukraine kan udvikle sig til en direkte konflikt mellem NATO og Rusland. Kunne det mon for eksempel gå galt, hvis russerne ved en fejl ramte NATOs territorium tæt på den ukrainske grænse?

For nylig skete det rent faktisk i det sydøstlige Rumænien – og endda tre gange – men uden at det har ført til alvorlige diskussioner mellem vestlige toppolitikere eller de helt store overskrifter i vestlige medier. På de kanter er det Donaufloden, som adskiller Rumænien (og dermed NATO/EU) fra Ukraine.

På den ukrainske side af floden ligger havnebyen Izmajil, som russerne gentagne gange har bombet for at ødelægge ukrainernes mulighed for at fortsætte deres korneksport. Lige p.t. går den primært langs Donau i stedet for gennem Sortehavet.

På den rumænske side, knap en halv kilometer fra Izmajil, ligger landsbyen Plauru. I nærheden af den blev der fundet rester af en russisk drone, som mandag i sidste uge blev brugt i et angreb mod Ukraine.

I første omgang var det den ukrainske regering, som informerede om, at Rusland havde krænket rumænsk luftrum. I Rumænien blev denne oplysning »afvist kategorisk« i en officiel udtalelse fra forsvarsministeriet.

Blot to dage senere måtte den rumænske forsvarsminister, Angel Tilvar, dog indrømme, at der rigtignok var noget, der lignede en russisk drone. Og senere på ugen fandt man fragmenter fra endnu en drone, »svarende til dem, som bliver brugt af Ruslands militær«.

Det fik Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, til at fordømme Ruslands »alvorlige krænkelse af Rumæniens suverænitet og territoriale integritet«. Fra NATOs side forsikrede generalsekretær Jens Stoltenberg om solidaritet med Rumænien.

Ellers har vestlige politikere og medier ikke rigtig prioriteret sagen, selvom de lokale rumænske myndigheder nu overvejer at evakuere indbyggerne fra landsbyen Plauru for at skærme dem mod yderligere russiske angreb på den ukrainske naboby Izmajil.

Forskellige virkeligheder

I den seneste tid er det blevet farligt at opholde sig i netop Izmajil og Reni, en anden sydukrainsk havneby ved Donau. Begge byer er nemlig blevet et prioriteret mål for russerne, efter at Vladimir Putin trak sig fra den såkaldte kornaftale i Sortehavet, The Black Sea Grain Initiative.

Kornaftalen blev indgået sidste juli efter mægling fra FN og Tyrkiet. Russerne gik med til at løfte blokaden af Sortehavet for fragtskibe på vej til og fra Sydukraine. Knap et år senere vurderede Putin tilsyneladende, at han ikke havde fået nok ud af at vise velvilje og derfor lige så godt kunne skade Ukraines korneksport frem for at hjælpe den på vej.

Først bombede han de ukrainske sortehavshavne og kornsiloer. Og nu smadrer russerne videre og går efter de to havne ved Donau, hvor den ukrainske korneksport har fundet en omvej gennem Europa.

I russiske medier bliver angrebene ofte forklaret med, at ukrainerne modtager og gemmer vestlige våben på disse lokationer. Men til en vis grad bliver det også iscenesat som et slags opgør med den globale uretfærdighed:

»Hvis man ser bort fra Tyrkiet som mellemland (som var med til at indgå aftalen, og som skibstrafikken gik igennem, red.), bliver næsten alt det korn, som bliver fragtet fra Ukraine, ikke sendt til udviklingslande og de fattigste lande, men til EU-landene,« lød det fra Vladimir Putin i september sidste år, et par måneder efter at kornaftalen blev indgået.

Dengang kom Putin for første gang ind på, at »kun tre procent« af den samlede ukrainske eksport via kornaftalen var gået til »udviklingslande«. Det fik FN til at udsende en oversigt, hvori det fremgik, at virkeligheden var helt anderledes, og at udviklingslande faktisk havde fået 17-18 gange mere, end hvad Putin påstod, godt halvdelen af det ukrainske korn og anden fødevareeksport.

Den fordeling har så været nogenlunde stabil, nærmest al den tid kornaftalen har varet. Hvert enkelt skib er blevet registreret og de samlede statistikker offentliggjort af kornaftalens Joint Coordination Centre (JCC) med deltagelse af FN, Tyrkiet, Ukraine og Rusland.

Alt i alt er der blevet fragtet 32,9 millioner ton korn og andre fødevarer fra Ukraine. Den afgrøde, der er blevet eksporteret mest, er majs (51 procent af de samlede 32,9 millioner ton), oplyser Det Europæiske Råd med udgangspunkt i JCCs opgørelser. På andenpladsen kommer hvede (27 procent) og på tredjepladsen solsikkeprodukter (11 procent). 51 procent af majseksporten og 65 procent af hvedeeksporten er gået til udviklingslande.

Det importland, som har brugt kornaftalen flittigst, er Kina, der med otte millioner ton har købt næsten en fjerdedel af de samlede ukrainske fødevarer i The Black Sea Grain Initiative. Kineserne har især været interesserede i ukrainske majs og solsikkeprodukter.

Afgørende for prisfald

Men hvor stammer Vladimir Putins påstand om de tre procent så fra? Det lader til, at han i sin første udtalelse om sagen lavede en fortalelse og kom til at forveksle »udviklingslande« med »de fattigste lande«.

»Lande i nød,« har Putin også kaldt dem med henvisning til de mest fattige verdenslande som Etiopien, Sudan, Somalia, Djibouti, Kenya, Yemen og Afghanistan. Netop disse lande fik – via kornaftalen – over 725 tusinde ton ukrainsk hvede gennem FNs fødevareprogram, World Food Programme.

I alt leverede Ukraine 1,27 millioner ton fødevarer til disse lande eller cirka 3,8 procent af de samlede 32,9 millioner ton. Det svarer nogenlunde til, hvor stor en andel af verdensbefolkningen der bor i disse lande tilsammen.

Men hertil skal man lægge, at en betydelig del af den ukrainske sortehavseksport er gået til de noget rigere, men efter vestlige forhold alligevel fattige lande i for eksempel Nordafrika. Alene Egypten fik 1,6 millioner ton fødevarer svarende til 4,9 procent af hele eksporten i The Black Sea Grain Initiative.

»Ukraine er en stor leverandør af korn på verdensmarkedet og særligt i Mellemøsten og Nordafrika. 57 procent af det, der er kommet ud af kornaftalen, er gået til udviklingslande,« fortæller Martin Kristian Brauer, cheføkonom ved Landbrug & Fødevarer, interesseorganisationen for landbruget, fødevare- og agroindustrien i Danmark.

»Det er et kæmpeproblem, at man (russerne, red.) har valgt ikke at forlænge aftalen. For den har været helt afgørende for at få kornet ud af Ukraine og dermed for at holde stabile fødevarepriser i verden,« siger Martin Kristian Brauer.

Den uafhængige russiske landbrugsanalytiker Andrej Sizov sammenfatter udviklingen i priserne:

»I første og andet kvartal sidste år oplevede vi store prisstigninger, som vi ikke havde set i meget lang tid, måske ikke siden 1970erne. Markedet var især påvirket af krigen i Ukraine, og til en vis grad overvurderede man risikoen i forhold til, at det i værste fald kunne være slut med både ukrainsk og russisk korneksport gennem Sortehavet. Rusland er jo en endnu større korn- og fødevareeksportør end Ukraine,« forklarer Sizov, der har base i Spanien og er direktør i analysefirmaet SovEcon.

»I maj sidste år begyndte priserne så endelig at falde, ikke mindst på grund af først forventningerne til kornaftalen og senere selve udrulningen af aftalen.«

Kremls propaganda

Ifølge Andrej Sizov kan det ikke engang diskuteres, hvem kornaftalen har gavnet mest:

»Det er i hvert fald ikke det rige Europa, hvor man trods alt godt kunne håndtere de høje priser i første halvdel af 2022. I de fattige lande blev man til gengæld ramt langt hårdere, fordi man i forvejen ikke har så meget at gøre med. På samme måde er det selvfølgelig de fattige lande, som har haft mest glæde af prisfaldet,« uddyber Sizov.

»Som sådan er det så godt som meningsløst at diskutere, hvor det ukrainske korn er blevet fragtet til. Det har overhovedet ikke nogen praktisk betydning i forhold til den generelle prisudvikling på verdensmarkedet, der styres af udbud og efterspørgsel. Men Kreml er begyndt at diskutere det – af rent propagandistiske årsager, formoder jeg. Og derefter er alle mulige andre aktører så også begyndt at deltage i diskussionen i stedet for at ignorere det.«

Nogle har umiddelbart gjort det for at fremme egen dagsorden. Som den britiske ngo Oxfam, der bekæmper fattigdom:

»Mens denne kornaftale har spillet en rolle for at lægge en dæmper på fødevareprisernes himmelflugt, er den ikke et mirakelmiddel mod global sult,« slog organisationen tidligere fast i en pressemeddelelse.

På spørgsmålet om, hvorvidt den russiske opsigelse af kornaftalen gennem Sortehavet så betyder, at fødevarepriserne på verdensmarkedet igen vil stige, siger Sizov, at priserne faktisk er fortsat med at falde.

I modsætning til cheføkonomen fra Landbrug & Fødevarer Martin Kristian Brauer mener han derfor, at bortfaldet af aftalen ikke nødvendigvis vil få alvorlige konsekvenser.

»Egentlig er der ikke så meget brug for den længere. Den skulle især bruges til at få fragtet kornet fra den ukrainske rekordhøst for to år siden, i 2021, ud af landet. Og det er blevet gjort,« fortæller Andrej Sizov.

»Det ukrainske høstniveau er jo faldet på grund af krigen. Før krigen høstede de 75 millioner ton korn i 2019, 65 millioner i 2020 og 86 millioner i rekordåret 2021. Sidste år høstede de så 53,9 millioner ton, og i år forudsiger vi nogenlunde samme resultat på 53,4 millioner.«

Den dertilhørende eksport kan umiddelbart godt håndteres via lastbiler, jernbaner og, ikke mindst, flodruten langs Donau, vurderer Sizov. Dermed er det nærmest forventeligt, at Vladimir Putin nu forsøger at ødelægge netop de ukrainske havne ved Donaufloden.

I denne uge har der igen været meldinger om droneangreb på Izmajil tæt på Rumænien. Mindst seks personer kom til skade natten til onsdag, oplyste de lokale ukrainske myndigheder. Og så fandt man resterne af en tredje russisk drone på den rumænske side af Donau. I Vesten er der heller ikke denne gang kommet de store reaktioner, som for alvor kan gøre indtryk på russerne.