Tirsdag begyndte lyden af skudsalver at fortage sig i Sudans hovedstad, Khartoum. Onsdag er der rapporter om sporadiske kampe mellem den sudanske hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF). For første gang i ti dage kan millionbyens indbyggere komme frem fra deres gemmesteder for at lede efter mad og vand – eller for at flygte ud af byen. Faren er dog langtfra drevet over. »Vi er bange for, hvad der nu vil ske,« siger en indbygger til den britiske avis The Guardian.

Det var USA og Saudi-Arabien, der fik de to stridende parter til at indgå en våbenhvile gældende i 72 timer fra tirsdag. Saudi-Arabien har støttet de kupgeneraler, som nu er blevet uvenner, siden deres magtovertagelse i  2019, og havde forudsætninger for at mægle mellem dem. Håbet er, at den sudanske hær med hærchefen Abdel Fattah al-Burhan i spidsen og RSF, der er ledet af general Mohamed Hamdan Dagalo, kan overtales til at forlænge våbenhvilen eller endda begynde fredsforhandlinger.