Satellit. Offentlig transport er ikke, hvad den har været i Japan. Det er passagererne heller ikke.
Japanerne flytter sig ikke
I fyldte danske tog og busser er irritation sjældent helt tavs. Stressede passagerer sukker, mumler eller beder passivt-aggressivt om at komme forbi. I Japan udspiller konflikten sig anderledes. Den er ofte ordløs, men ikke mindre virkelig af den grund.
Ifølge en undersøgelse for 2025 fra den japanske brancheorganisation for private jernbaner er det blevet et udbredt problem, at passagerer bliver stående ved togdørene og blokerer for, at andre kan komme af og på. Adfærden optræder for første gang som selvstændig kategori i organisationens årlige opgørelse over generende adfærd på stationer og i tog. Undersøgelsen bygger på svar fra godt 5.000 pendlere og viser, at problemet placerer sig på en fjerdeplads over irritationsmomenter.

Der er ikke tale om skænderier eller fysisk konfrontation. Folk flytter sig bare ikke. Årsagen er sjældent et ønske om at genere andre. I situationer med høj tæthed og tidspres kan sociale normer i Japan betyde, at passivitet opleves som mindre belastende end handling. Aktiv bevægelse – at træde frem, dreje kroppen eller på anden måde tage initiativ – gør én synlig. Hvis man bliver stående, glider man sammen med mængden.
Samtidig peger jernbanerne på et bredere samfundspres. Der er flere passagerer og flere turister, samtidig med at der er færre ansatte og mindre overskud til at aflæse uskrevne regler. Hvor den danske pendlerkultur oftere giver plads til verbal irritation, kanaliseres presset i Japan gennem stilhed. Men nu er den altså så udbredt, at det kan måles. harms
Del:



