En uge er gået, siden Donald Trump sendte syv B-2-bombefly afsted på en 37-timers rejse fra Missouri til Iran og tilbage under den såkaldte Operation Midnight Hammer.

Det overordnede formål var at lægge Irans ambition om atomvåben i graven ved at smadre atomanlæggene i byerne Natanz, Isfahan og Fordow. Mens ubåde affyrede krydsermissiler mod Isfahan, sendte amerikanerne 14 bunker buster-bomber af 13,5 ton hver ned i de underjordiske atomanlæg i Natanz og Fordow.