Der ville ligge en nærmest bibelsk retfærdighed i at bruge Ruslands indefrosne penge i europæiske banker, 210 milliarder euro, til at finansiere Ukraines forsvar mod den russiske aggression.

Det var formentlig en del af baggrunden bag EU-Kommissionens forslag om at optage lån på 90 milliarder euro med den russiske kapital som sikkerhed og give det til den slunkne ukrainske statskasse, der ellers ville være så godt som tom allerede til april.