Satellit. Bekymring for fiskeriet bidrog til, at Island stemte nej til nye forhandlinger om EU-medlemskab. Spørgsmålet er: Hvad så nu?
Fiskene vandt
Efter at et lille flertal af den islandske befolkning i weekenden stemte nej til at genoptage forhandlinger om medlemskab af EU, er spørgsmålet i Reykjavik, hvordan den lille nordatlantiske østat skal navigere igennem fremtidens storme.
Frygt for, at navnløse Bruxelles-bureaukrater kunne ende med at dele ud til højre og venstre af Islands fiskerigdomme, var en af de primære årsager til, at nej-siden endte med at få opbakning fra 12.600 flere vælgere end ja-siden – og dermed 52,8 procent af stemmerne.
Omvendt var ja-siden drevet af en bekymring for, hvordan Island skal klare sig i en tid, hvor Nordatlanten i stigende grad bliver genstand for konkurrerende supermagtinteresser, og den bekymring eksisterer stadig, trods weekendens resultat.

»Vi stemte ikke den geopolitiske situation væk. Den er der stadig, og vi må finde andre måder at øge vores sikkerhed på,« sagde udenrigsminister Thorgerdur Gunnarsdottir mandag til det britiske nyhedsbureau Reuters.
Hun tilføjede, at Island vil styrke det eksisterende samarbejde med EU, som hovedsageligt foregår inden for rammerne af EEA, European Economic Area, hvor øen har adgang til unionens indre marked. Derudover er Canada og endda Japan potentielt vigtige partnere fremover, sagde hun ifølge rapporten.
harms


