CLACTON-ON-SEA – Der er gang i den i badebyen Clacton-on-Sea i dag. Men den lystige stemning skyldes ikke kun det gode vejr og den mandlige amatørsanger, som giver den hele armen fra en lille pavillon ved indgangen til forlystelsesparken på Clacton Pier.

Dagens underholdning, som får forbipasserende til at trække på smilebåndet, skyldes frem for alt evangelisten Joseph 77, som er en af de 34 kandidater, der stiller op til denne uges suppleringsvalg til Underhuset. Et valg, som finder sted, fordi Reform UKs formand, Nigel Farage, trådte tilbage som parlamentariker, i protest mod at Underhusets udvalg for medlemmernes adfærd og standarder har indledt en undersøgelse af to store donationer til ham selv personligt, som han har undladt at oplyse myndighederne om.