Forhandlere fra Europa-Parlamentet, EUs regeringer og Europa-Kommissionen blev natten til onsdag enige om den lovgivning, der omsider skal føre toldaftalen mellem USA og EU ud i livet.

I den såkaldte Turnberry-aftale, indgået mellem Donald Trump og EU-kommissionsformand von der Leyen på Trumps skotske golfresort sidste år, erklærer EU sig villig til at afskaffe al told på amerikanske industriprodukter og en del landbrugsvarer, mod at Washington sænker toldsatsen på størsteparten af importen fra EU til 15 procent.

Håndslaget mellem von der Leyen og Trump i Turnburry, Skotland sidste år. Europaparlamentet tager endelig stilling i juni. Foto: Evelyn Hockstein, Scanpix
Håndslaget mellem von der Leyen og Trump i Turnburry, Skotland sidste år. Europaparlamentet tager endelig stilling i juni. Foto: Evelyn Hockstein, Scanpix

Aftalen har været under stærk kritik og er betegnet som et europæisk knæfald for Trump. Europa-Parlamentet har da også to gange udsat behandlingen af den; første gang da Trump i januar truede med at overtage Grønland.

I det kompromis, der blev indgået natten til onsdag, er der indsat en såkaldt solnedgangsklausul, der siger, at toldaftalen automatisk ophører ved udgangen af december 2029 – altså det år, Trumps anden og sidste embedsperiode udløber. Aftalen forpligter også Kommissionen til at reagere, hvis mindst tre lande mener, at øget import af amerikanske varer udgør en alvorlig trussel mod deres hjemlige produktion. Kommissionen kan også suspendere dele af toldaftalen, hvis USAs høje told på europæisk stål og aluminium, nu 50 procent, ikke er sat ned inden årsskiftet 2026-27.

Det samlede Europa-Parlament skal tage endelig stilling til toldaftalen under den næste samling 15.-18. juni. ony