Satellit. Efter flere dages forhandlinger er oppositionen i Tyrkiet endelig blevet enig om, hvem der skal kæmpe mod Erdogan til præsidentvalget.
Erdogans rival
Er man træt af over 20 år med Recep Tayyip Erdogan som Tyrkiets statsleder, er det Kemal Kiliçdaroglu, man skal stemme på til det kommende præsidentvalg. Det mener seks af landets oppositionspartier, der er gået sammen om at opstille en fælles præsidentkandidat, der skal vælte Erdogan af pinden.
»Vores eneste mål er at føre landet frem til dage med velstand, fred og glæde,« sagde Kiliçdaroglu i forbindelse med annonceringen af sit kandidatur sent mandag aften.
Den 74-årige politiker og tidligere økonom har været formand for Tyrkiets største oppositionsparti CHP siden 2013 og er kendt for ikke at være synderligt velhavende – i modsætning til mange andre prominente politikere i landet. Det er et tegn på, at han ikke er korrupt, lyder lovprisningen blandt nogle af dem, der vil stemme på ham.
Valget er sat til at finde sted 14. maj, men siden det katastrofale jordskælv ramte det sydlige Tyrkiet i begyndelsen af februar, har mange tyrkere spekuleret på, om præsidenten ville udskyde valget med henvisning til landets krise. Det rygte har Erdogan dog manet til jorden.
Ifølge nogle observatører har Kiliçdaroglu rent faktisk en chance mod Erdogan, ikke mindst fordi præsidentens popularitet led endnu en knæk som følge af regeringens dilettantiske håndtering af jordskælvet. Således har Erdogan befolket det nationale katastrofeberedskab med uerfarne loyalister, der ikke anede, hvordan man organiserer en redningsindsats i større skala. Andre forudser til gengæld, at den erfarne Erdogan kan vende katastrofen til sin fordel ved at appellere til tyrkernes nationalfølelse med en valgkampagne, der opfordrer til at »bygge Tyrkiet sammen«.

Del: