En and på krigsstien

I det 18. århundrede blev udtrykket en »lame duck«, eller en »halt and« brugt på Londons børs om en investor, som ikke længere kunne betale sine lån.

Vedkommende kunne ikke svømme side om side med de andre børsmæglere, men var tværtimod blevet et let offer for finansmarkedernes rovdyr, på samme måde som en »halt and« er et let offer for ræve.

Et århundrede senere begyndte amerikanerne at bruge udtrykket til at betegne en politiker, som har opbrugt sin kredit hos vælgere og kollegaer og nu bare skal have tiden til at gå, indtil embedsperioden udløber.

Præsident Biden blev den type fjerkræ, da han mandag offentliggjorde sin beslutning om ikke at søge genvalg.

Men Biden er præsident til 20. januar 2025. For en mand, der uden held har forsøgt at overbevise rovdyrene i medierne og sit eget parti om, at han skaber resultater, selvom han på sine gamle dage har brug for en middagslur, er syv måneder lang tid. Det er også lang tid i en verden, hvor de geopolitiske kriser presser sig på og ikke tillader en præsident at fordrive tiden på golfbanen, selv hvis det var det, han havde lyst til.

MEN NÅR temperamentet og omstændighederne er til det, så kan halte ænder faktisk udrette mere end de ænder, som holder kursen. For hvor meget han end forbander det, behøver den 81-årige Biden ikke bruge sin sparsomme energi på at føre valgkamp.

På trods af sin opbakning til vicepræsident Kamala Harris har Biden formentlig ikke ændret den vurdering af Harris og hendes politiske talent, som gjorde, at han gemte hende i et skab i fire år. Han vil – med rette eller urette – mene, at de næste måneder skal bruges på bringe tingene i orden, inden Donald Trump flytter ind i Det Hvide Hus.

På et tidspunkt, hvor der er valgkamp til både Kongressen og præsidentembedet, kan Biden ikke gøre meget på det indenrigspolitiske område. Men på det udenrigspolitiske område har præsidenten handlerum helt frem til januar.

Selvom Mellemøsten og Asien er vigtige udenrigspolitiske dagsordener for USA, er Ukrainekrigen den afgørende geopolitiske brik. Det er den konflikt, som for alvor kom til at definere Bidens præsidentperiode. Hvis Biden skal bruge sin energi på én ting, så er det Ukraine. Og Biden kan nå at udrette meget for forsvaret af Ukraine på syv måneder. 

Også selvom hans udgangspunkt har været, at USA skulle føre en begrænset krig i Ukraine. I 2022 var den doktrin en forudsætning for at få opbakning fra Tyskland og andre europæiske allierede. I 2024 virker det bureaukratisk, at Kyiv skal have tilladelse til at bruge amerikanske våben mod russisk territorium. I dag er tyskerne så angste ved udsigten til at skulle tage ansvar for krigen, hvis Trump og Vance overtager regeringskontorerne i Washington, at de vil sige både ja og tak til det meste, Biden måtte foreslå.

I det østlige Ukraine lider russerne massive tab i forsøget på at erobre så meget territorium som muligt – i forventning om, at Trump vil give dem det, de har nået at erobre.

Og med russerne i offensiven kan Biden give Ukraine bedre muligheder for at forsvare sig. Det kan Biden gøre ved at løfte restriktionerne på brug af amerikanske våben. Samtidig kan han tillade private amerikanske aktører en mere aktiv rolle i krigen, hvilket vil gøre det muligt for Ukraine at købe sig til vedligehold af amerikanske våbensystemer og lignende, også selvom det officielle USA måtte skifte holdning.

Endelig kan Biden og hans folk melde sig ind i den diskussion, som Frankrigs præsident Macron har påbegyndt, om at sende vestlige styrker til Ukraine. Ikke fordi Biden skal love at sende amerikanske styrker til landet – så meget kan en halt and ikke plaske i vandet. Men fordi USA ikke mindst gennem NATO kan gøre meget for at muliggøre træningsmissioner i Ukraine og på andre måder sikre vestlige soldater en tilstedeværelse i landet, som gør det sværere for Rusland at trænge frem og sværere for Trump at trække sig ud.

At gå i offensiven i Ukraine kan være Bidens bidrag til den valgkamp, som han har trukket sig fra.

For hermed kan han demonstrere over for de amerikanske vælgere, at den frie verden ikke er dømt til at tabe og give efter for Vladimir Putin, hvilket ikke vil være et udtryk for realisme, men et produkt af den særlige form for arrogance, der kommer af ikke at ville tage ansvar. Det var egentlig det, som Biden prøvede at sige i den tv-debat, som endte hans politiske karriere. Nu har han syv måneder til at vise det i praksis.