»Den sidste europæiske krig« kaldte den amerikanske historiker John Lukacs den første fase af Anden Verdenskrig. Den ungarskfødte historiker beskrev, hvordan de europæiske lande – med stormagterne Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Rusland i front – fra september 1939 til december 1941 kæmpede om magten i Europa. 

Men det var sidste gang, europæerne gik i krig på egen hånd. For i december 1941 trådte USA ind i krigen, da Japan angreb den amerikanske flåde i Pearl Harbor, og Hitler erklærede USA krig. Fra det øjeblik den europæiske krig blev en verdenskrig, var USA lige så meget en del af europæisk sikkerhedspolitik, som om landet var landfast med Frankrig.