Satellit. I et lækket memo påpeger en tidligere redaktionel rådgiver graverende fejl i den britiske public service-station BBCs dækning af Donald Trump og krigen i Gaza.
Biased BBC
Ledelsen af den britiske public service-station BBC er blevet bedt om en forklaring, efter at en uafhængig rådgivers kritik af stationens dækning er kommet for dagens lys.
I et 19 sider langt memo til BBCs bestyrelse, som The Telegraph er kommet i besiddelse af, kritiserer den tidligere redaktionelle rådgiver Michael Prescott en dokumentarudsendelse om Donald Trump produceret for BBC af et uafhængigt produktionsselskab.

I programmets indledning klipper journalisterne Trumps meget omdiskuterede tale fra 6. januar 2021 sammen, så det lyder, som om han siger: »Vi skal gå ned til Kongressen ... og jeg vil være der sammen med jer. Og vi vil kæmpe. Vi vil kæmpe som ind i helvede.«
Men udsagnet er klippet sammen af sætninger, der er udtalt med 50 minutters mellemrum, og Trumps opfordring til »fredeligt og patriotisk at give jeres mening til kende« er udeladt.
Prescott fremhæver også en lang række eksempler på, at BBCs arabiske redaktion, der henvender sig til den arabiske verden, nedtoner israelernes lidelser og ukritisk refererer Hamas-kontrollerede myndigheder.
En talsperson siger til The Telegraph, at »BBC ikke kommenterer lækkede dokumenter, men når BBC modtager feedback, bliver det altid taget alvorligt«.
Det vil næppe være nok denne gang. Både oppositionen og parlamentets mediekomité kræver, at ledelsen griber ind og fyrer de ansvarlige.
Del:


