Siden starten på Ukrainekrigen har Ruslands præsident Putin holdt den ene flammetale efter den anden om den nye multipolære verdensorden, hvor USA ikke længere sætter dagsordenen.

En mægtig alliance bestående af Kina, Rusland, Iran og Nordkorea – KRINK-alliancen – har nemlig rejst sig mod det amerikanske hegemoni og samlet »det globale flertal« bag sig i kampen mod »den gyldne milliard«, som Putin ynder at kalde de omkring én milliard mennesker i det rige, demokratiske Vesten.