Kyriakos Mitsotakis, leder af Grækenlands konservative parti Nyt Demokrati og premierminister fra 2019 til maj i år, blev den store vinder af det græske parlamentsvalg søndag. Partiet opnåede 40,5 procent af stemmerne, men på grund af valgregler, der favoriserer det største parti, får det absolut flertal i det nye græske parlament, og Mitsotakis behøver derfor ingen koalitionspartnere for at danne regering.

Valget blev endnu et knusende nederlag for det venstreorienterede Syriza-parti med kun 17,8 procent, hvilket ventes at få konsekvenser for formanden Alexis Tsipras' fremtid som partiets leder. Ellers var det mest bemærkelsesværdige ved valget, at to nye ekstreme højrepartier kommer ind i parlamentet: Spartanerne, der regnes som en fortsættelse af det nu forbudte parti Gyldent Daggry, med knap fem procent og det prorussiske Niki med knap fire.