JOE Bidens abdicering er en af nyere tids mest opsigtsvækkende begivenheder i USA. Det kan man let glemme, når betydelige dele af mediedækningen handler om, hvor hyklerisk hans bagland opfører sig ved først at støde kniven i ham for derefter at prise ham som landets største præsident. Sandt er det jo, at den svulmende ros er tænkt som de blomsterkranse, man let kan skjule en kiste under. Men de pinlige optrin er også den mest banale del af hele den forbløffende udvikling. Hvis alle partiets topfigurer opførte sig, som de virkelig havde det, ville USA for alvor være ilde stedt. Det ville være et blodbad. I dette tilfælde tjener det forlorne blændværk et demokratisk afgørende formål: at opretholde illusionen om en samlet fortælling. Der er et valg, der skal vindes.

BIDENS afgang er det største, den amerikanske præsident har givet landet. Det er jo en misforståelse, at demokratiets vigtigste funktion handler om borgernes ret til at vælge en leder. Det vigtigste er, at lederen tager det på sig at gå af, når han eller hun har tabt et valg eller er blevet ude af stand til at udføre sit hverv. Med Donald Trumps ankomst til amerikansk politik kan man ikke længere tage den del af kontrakten for givet. Trump har som bekendt stadig ikke i sinde at anerkende sit valgnederlag i 2020. Han har i stedet omgivet sig med folk, som bekræfter ham i den løgn.