Hævn. Politikerne har selv ansvaret for lave straffe.
Voldsmænd
Det har vakt forståelig forargelse på Christiansborg og i udlandet, at Nkumba Ludovic Tshiembe slap afsted med kun ét års fængsel. Den 31-årige danske statsborger af afrikansk oprindelse gav sidste år den svenske politibetjent Christian Zedig »et kraftigt knytnæveslag« på venstre side af halsen til et VM-arrangement på Islands Brygge i København. 32-årige Zedig brækkede en nakkehvirvel, og hans pulsåre bristede. Det kostede ham livet.
Straffen virker på alle tænkelige måder urimeligt lav, især når man tænker på, at Tshiembe tidligere er dømt for både grov vold, voldtægt og drabsforsøg – og så sent som i fredags igen for vold mod en medfange. Alt dette trak dommen i »skærpende retning«, sagde retsformanden ifølge DR. Ligesom det var en skærpende omstændighed, at ofret døde. Men altså kun skærpende nok til at imødekomme anklagerens krav om mindst ét års fængsel.



