VI HAR TABT HAM, MEN I DET MINDSTE HAR VI HAFT HAM

OFTE har jeg prøvet at forestille mig Yahya som ældre. At tiden ville slide på kanterne og fugerne, som brændingen slider på en sten, glatte de ru, mørke plamager, at bølgerne efterhånden ville gøre ham udmattet og rund. Som 30-årig, måske faldet en anelse til ro, sikkert med et barn og måske med en ny digtsamling om noget helt andet end ham selv, endda skrevet med små bogstaver. Som 40-årig, sikkert fraskilt, nu med flere børn, men måske med en fast lejlighed. Som 50-årig, med flere digtsamlinger og to-tre romaner bag sig. Som 60-årig. Som 70-årig. Et forfatterskab. Børnebørn. Et helt liv.

Selvfølgelig er tankeeksperimentet aldrig lykkedes, for jeg har ikke troet på det. Ligesom alle andre har jeg tænkt, at det ville gå galt, spørgsmålet var bare hvordan og hvor slemt. Jeg er ikke spor chokeret over hans død. Men jeg kan dårligt forklare, hvor ked af det, jeg er, over det. Intet er så trist som den forudsigelige tragedie.