Leder. Hvis man har lyst til at give op og sælge Ukraine for lidt ro og fred, skal man vide dette: Et stærkt og selvstændigt Ukraine er Europas sikkerhedsgaranti mod Rusland.
Vi har brug for Ukraine
UKRAINERNE kæmper vores kamp! Sådan lyder det fra Europas politiske ledere, og de mener det utvivlsomt. Mette Frederiksen siger det samme som den tyske kansler, britiske premierminister, franske præsident, ligesom lederne i resten af Norden, Polen, EU og NATO: Det er en eksistentiel krig for Ukraine, men hele Europas fremtid er på spil. Det var derfor, Macron, Starmer, Merz, Meloni, von der Leyen og Rutte stimlede sammen i Det Hvide Hus i mandags for at danne en menneskekæde omkring præsident Zelenskyj.
ER det til tider absurde diplomatiske teater i stand til at producere en fredsaftale, der kan sikre Ukraine som selvstændigt land og demokrati? Sker det ret usandsynlige, at Ukraine går med til at afgive hele Donbas og fastfryse frontlinjen? Sker det endnu mere usandsynlige, at Rusland erklærer sig tilfreds og derfor klart anerkender Ukraines grænser og nationale selvstændighed? Og hvem skal da garantere aftalen og afskrække Rusland, hvis de pludselig glemmer deres løfter? USA kan selvfølgelig, men vil ikke. Nogle europæiske ledere siger, at de vil, men de kan ikke. Hvem tror seriøst på, at en livsforsikring fuld af forbehold vil afskrække Putin, hvis holdning er helt uændret: Krigen skyldes eksistensen af et Ukraine, der ikke kontrolleres af Rusland.
Del: