»Jeg ønsker, Oklahoma skal være det sted i landet, hvor retten til liv vægtes højest,« udtalte den republikanske guvernør i den amerikanske delstat, Kevin Stitt, da han tirsdag aften underskrev den såkaldte »hjerteslagslov«.

Lægeklinikker i Oklahoma må ikke længere foretage aborter, hvis de kan høre hjerteslag fra fosteret – det kan man som regel efter blot seks ugers graviditet, altså før mange kvinder selv opdager, at de er gravide. Loven undtager ikke graviditeter fra voldtægt eller incest.