Vi, de snarligt druknede

Husker De Waterworld? Jeg kom i tanke om filmen, da jeg i sidste uge så billederne af et oversvømmet Esbjerg, dernæst tv-billederne fra Østrig og i går en ulykkelig kvinde fra Bosnien-Hercegovina, der ikke kun havde mistet sit hjem, men også fire familiemedlemmer, som var skyllet væk sammen med broer og veje. De seneste år har vi set mange eksempler på oversvømmelse, men er det ikke, som om der også er kommet flere af dem – og at de er blevet langt mere voldsomme?

Jo tak. Fra at være et tema, der optrådte i postapokalyptiske langt ude-film som Waterworld og The Day after Tomorrow, synes temaet nu at være rykket ind i vores hverdag. Men det fylder underligt nok ikke så meget i samfundsdebatten, selvom tænketanken CONCITO har vurderet, at stormfloder og ekstremregn kan risikere at påvirke omkring 440.000 helårshuse, 160.000 fritidshuse og 120.000 erhvervsbygninger i Danmark.

Hvis vejret kan komme til at påvirke cirka en tredjedel af vores areal, hvorfor fylder det så ikke mere i vores bevidsthed?

Det sidste er selvfølgelig et postulat, men de økonomiske vismænd har ikke desto mindre anslået, at vi i perioden 2009 til 2021 har bygget mere i områder, som er i risiko for at blive ramt af oversvømmelse, end i områder uden risiko for oversvømmelse, og det er da tankevækkende.

Årsagen er i mine øjne enkel: Ligesom vi i begyndelsen af 00erne dyrkede retten til et fedt køkken, har vi dyrket retten til en fed havudsigt og glemt at se længere end ud over vores næse. Nu skal vi snart til at dyrke pligten til et højvandslukke – og så ellers bede til, at Folketinget får afsat lige så mange midler til kystsikring, som det har afsat til militær oprustning.

Ellers kan Thomas Vinterbergs kommende tv-serie Familier som vores, en økokriseberetning om evakuering af danskere som følge af oversvømmelser, komme til at ligne en forudsigelse.

For hvad nytter et højvandslukke, hvis ens boligområde er i gang med at blive til Atlantis?

Som Henrik Vejre, der er professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, har påpeget, er havneområder i Vejle, Nyborg og Køge, Københavns Sydhavnskvarter og mange sommerhusområder eksempler på bebyggelse, som er fejlplaceret, og han har desuden forudset, at vi i en snarlig fremtid kommer til at afvikle hele byområder og flytte boliger højere op i terrænet, så vi minimerer risikoen for oversvømmelse.

Endnu mere prekært bliver spørgsmålet, om der er områder af Danmark, som vi en dag helt må opgive at beskytte. Vi har ca. 8.500 km kyststrækning, og som klimaforsker Karsten Arnbjerg-Nielsen tidligere har anslået, vil vi få brug for mere end 4.000 diger, hvis der skal dæmmes op for alle problemer med oversvømmelse forårsaget af stormflod. Blandt andet har han peget på, at det måske ikke giver mening at genopbygge steder som Oddermose på Møn og Roneklint på Jungshoved. 

Men det er ikke kun i dansk debat, at risikoen for oversvømmelse ikke fylder så meget. Da der sidste weekend var valg i Østrig, gik De Grønne ikke frem, selvom det ellers var forventningen efter katastrofeoversvømmelserne kort forinden. Tværtimod gik de tilbage fra 14 til 8 procent, for østrigerne var to uger efter vandmassernes massive hærgen blevet mere optaget af noget andet.

Forsikring & Pension har ellers flere gange råbt vagt i gevær og argumenteret for, at hvis vi ingenting gør, vil der være op til 500.000 boligejere, som hverken vil kunne sælge deres hus eller få økonomisk hjælp til at komme videre. Og at det vil være en bombe under hele det finansielle system.

»Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem,« sagde Gud til Noa i 1. Mosebog, hvorefter han lod det regne i 40 dage og 40 nætter.

I dag lyder det nærmest som uforholdsmæssig lang tid, men Gud nøjedes selvfølgelig heller ikke dengang med at oversvømme Esbjerg eller dele af Bosnien-Hercegovina. I mellemtiden er ansvaret for civilisationen også flyttet fra Guds hænder over i vores egne, men syndfloden, som tidligere var et fjernt mytologisk anliggende, har fået et bekymrende realistisk præg over sig.

2023 blev således det vådeste år målt nogensinde med over 90 cm regn i årets løb, og forleden blev september målt til den vådeste måned nogensinde.

Så måske skulle vi begynde at tale lidt mere om vejret og spørge os selv, om der er dele af Danmark, som vi er villige til at lade stå under vand. I al fald forstår vi nu, hvorfor det regner så meget i postapokalyptiske film.