KRIGEN om store bededag gik i gang igen onsdag morgen. Efter en langvarig våbenhvile brød SFs Pia Olsen Dyhr her i Weekendavisen gennem fronten: Bededagen skal genindføres, det skal ske hurtigst muligt, for der er så meget på spil. Arbejderne, der blev forrådt af selveste Socialdemokratiet, har brug for oprejsning, da kravet om lavere arbejdstid er lige så gammelt som arbejderbevægelsen selv. Børnefamilierne, der knokler løs, har brug for netop dette lod for at rette op på den skæve balance mellem arbejde og fritid. Og vælgerne må have denne indrømmelse for at reparere det enorme tillidsbrud. Dyhr taler for mange; den udbredte italesættelse lyder, at der var tale om natligt tyveri. Straffen var hård. Nu skal tyvekosterne leveres tilbage.

OM bededagens afskaffelse kan man åbenlyst sige, at den var et stærkt symbol. SVM-regeringen var jo et arbejdsfællesskab, der med det absolutte flertals muskler og fokus tog krigen og Rusland og verden alvorligt. Beskeden var, at alle andre måtte tage sig sammen og gøre det samme: I må spise jeres varme hveder til pinse, påske, Kristi himmelfart, barnets (nu) tredje sygedag eller på et eller andet tidspunkt i jeres uendelige barselsorlov. Men da råderummet pludselig lignede Joakim von Ands pengetank, virkede de alvorlige formaninger lidt latterlige. Bededagen blev nu også et symbol på en tonedøv regering, der havde glemt vores politiske kultur og sindelag.