Værste valgkamp nogensinde

En gang imellem hører man en politiker sige, at vedkommende ikke interesserer sig for meningsmålinger. Det, kan man roligt gå ud fra, er ikke sandt. Faktisk kigger de fleste af dem på flere målinger end dem, offentligheden har kendskab til.

Men indimellem giver målingerne trang til at kigge væk, for tiden særligt hos De Konservative.

I den netop overståede weekend målte Voxmeter partiet til 6,7 procent af stemmerne. Det samme som sidste valg. Epinion målte De Konservative til 7 procent, hvilket giver det samme størrelse som Liberal Alliance.

Ved valgkampens begyndelse lå partiet på omkring det dobbelte, og det var endnu højere, da Søren Pape Poulsen for to måneder siden meldte sig som den tredje statsministerkandidat.

Forklaringerne er flere. Personsager, en skatteplan i modvind, dårlig krisehåndtering. Men ikke mindst, at man næsten entydigt har bygget partiets optur på Papes personlige troværdighed og dermed falder i takt med, at den falder.

En halvering af et parti i løbet af en valgkamp berettiger til en plads i den politiske historie. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan finde noget tilsvarende.

Tættest på kommer i givet fald partiet Ny Alliance, forløberen for Liberal Alliance. Partiet blev stiftet af de to radikale Naser Khader og Anders Samuelsen samt den konservative Gitte Seeberg i maj 2007. Kort efter stiftelsen gav flere meningsmålinger partiet på den pæne side af 10 procent. I juni 2007 stod det til 11,7 procent ifølge valgforsker Søren Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit af målinger. Det faldt dog noget, inden valget blev udskrevet i det sene efterår. 28. oktober – 16 dage før valget – gav Gallup Ny Alliance 7,4 procent. Men så kløjes partilederen i sin egen skatteplan og i flere andre ting.

Resultatet blev 2,8 procent og kan altså konkurrere med Søren Pape Poulsen om at have præsteret den værste valgkamp, hvis de aktuelle konservative målinger holder. Forholdsmæssigt er nedturen endda større end den, De Konservative lige nu står til.

De to nedture er suverænt de værste. Men andre er værd at notere.

I 2011 gik SF ind i valgkampen med målinger på 13-14 procent. Det var allerede betydeligt lavere end to år forinden, da partiet flere gange stod til omkring 20 procent. Men der var stadig udsigt til et flot valg på niveau med det foregående. Men så fik partiformand Villy Søvndal taget afstand fra et forældremøde kun for kvinder på en københavnsk skole. Det var at tage unødigt hensyn til muslimer, mente han. Historien viste sig at være lidt mere nuanceret. Og især viste det sig, at potentielle SF-vælgere ikke brød sig om tonearten. Yderligere havde Søvndal gentagne gange svært ved at redegøre for den egentlige forskel på sit eget parti og Socialdemokratiet.

Valget endte med 9,2 procent. Det var sløjt, men lige akkurat nok til, at Søvndal kunne bringe SF i regering for første gang i partihistorien. Hvad det så endte med, er en anden dårlig sag.

Der er et fællestræk ved de tre nedture – Konservative 2022, Ny Alliance 2007 og SF 2011 – nemlig at de tre partiers udsigt til gevinst i høj grad er og var bygget på tillid til partilederen.

Søren Pape, Naser Khader og Villy Søvndal havde på højdepunktet en meget stor personlig troværdighed, som smittede af på deres parti. Men i alle tre tilfælde var det et usikkert fundament at bygge et partis fortælling på. Når vinden vender, er der intet at stå imod med.

Villy Søvndal blev af Euroman på et tidspunkt under opturen kåret som Danmarks bedst klædte politiker. Da nedturen begyndte, blev han gjort til grin, fordi han ikke kunne binde et slips.

Naser Khader, der tidligere var elsket og tiljublet, blev pludselig dansk politiks klovn, da Pia Kjærsgaard på et vælgermøde i Kalundborg eksaminerede ham i partiets skattepolitik. Seancen var tåkrummende.

Og Søren Pape Poulsen? Lutter jysk snusfornuft og soliditet, eller var det i virkeligheden grænseløs naivitet? Øjnene ser anderledes på en taber end på en vinder.

Hvor det ender for Pape, er endnu uvist. Intet tyder på, at De Konservative har fundet det middel, der kan stoppe nedturen endsige vende den. Og der er stadig en uge til valget.

Bliver det ret meget værre, ender Pape Poulsen i den politiske danmarkshistorie i et af de kapitler, hvor ingen har lyst til at stå.