Kaffegrums. Danske avisledere er alt for ofte som en omvendt krystalkugle.
Uprofetisk
SÅLEDES VILLE VIRKELIGHEDEN se ud i dag, hvis man kunne regne med, hvad der stod i Politikens leder 22. august i år: Byretssagen mod Morten Messerschmidt skal ikke gå om. Det på trods af, at dommeren på de sociale medier har givet udtryk for sin afsmag for ikke blot den dømte i sagen, men også dennes parti, Dansk Folkeparti. At sagen overhovedet blev indgivet for Den Særlige Klageret, er blot udtryk for »en presset politiker, der hvirvler støv op for at dække over et skændigt faktum: At han er fundet skyldig i en meget alvorlig forbrydelse«.
Som enhver velorienteret avislæser ved i dag, skal sagen mod Morten Messerschmidt netop gå om, da dommerens onlineadfærd ifølge landsrettens kendelse kort før jul havde skabt tvivl om hans upartiskhed. Således kunne man i Politiken første juledag nu læse, at det var både »rigtigt« og »nødvendigt«, at landsretten var nået frem til den stik modsatte konklusion end den, man havde udtænkt i selvsamme lederkollegium få måneder forinden.
Del: