Truslen fra de hvide sommersko

Jeg er taget til Tisvildeleje for at beskrive, hvordan det kunne gå så galt for byen, og får den sædvanlige kilden i maven, da jeg står af toget; en betinget refleks udløst af 45 års oplevelser i den lille nordsjællandske by, hvis forstørrede selvopfattelse skyldes, at den ikke kan gennemkøres, men bliver til verdens ende i vand og sand.

Da jeg kom dertil i begyndelsen af 1980erne, var det et forholdsvis stilfærdigt kulturradikalt domæne med hjemmelavet hyldeblomstsaft og anseeligt akademisk niveau. Siden rykkede den nystiftede kreative klasse ind og gjorde byen så sjov, at de rige fik lyst at være med. Allerede i 2009 skrev jeg, at den økonomiske overklasse var ved at overtage byen. Jeg varslede, at det ville blive vanvittigt kedsommeligt, når de fik flertal, fordi de ikke interesserede sig for byens sjæl og alene havde købt hus, fordi de andre havde. Men jeg forudså ikke den udvikling, som disse år truer byens dynamik mere end noget andet: min generations dominans.