PÅ VEJ HJEM fra Mindelunden 4. maj cyklede jeg over Nørrebro, den bydel i København, hvor sympatien med Gazas nødstedte befolkning stråler fra flag i vinduerne, plakater på murene, klistermærker på lygtepælene og mennesker svøbt i partisantørklæder. På hjørnet af Nørrebrogade og Hillerødgade har nogen været oppe på et stillads og montere et banner: Frihedskamp er ikke terrorisme. Nedenunder blafrer et stort palæstinensisk flag i aftenmørket.

Budskabet virkede særlig påtrængende og tankevækkende, fordi jeg kom lige fra mindehøjtideligheden for dem, som vi danskere med al god ret kalder frihedskæmpere eller sabotører.