Under dansk kulturdebat lyder en diskret basgang af ubekvemmelse, dobbeltsnak og påtaget blindhed. Det er lyden af politikere, der gerne støtter kulturen, men ikke så gerne vil fremstå som prædikanter og smagsdommere over for den befolkning, som finansierer herlighederne. Måske kunne nogen finde på at synes, at den, der betaler musikken, også skal bestemme over repertoiret.

Det kan lyde således i 1971: Enhver kulturform af betydning for et mindretal må have vækstbetingelser, så den kan trives og spredes på lige fod med andre former, som Niels Matthiasen rundhåndet formulerede det som nyudnævnt kulturminister. Herefter kom tilføjelsen, at der jo »stadig er noget, der er mere værdifuldt end andet«, hvorfor man ikke skulle finansiere »ligegyldige danske folkekomedier eller overfladiske lystspil«.