Tak til Tulle

DE har nu lært det flere gange i træk i Dansk Folkeparti: Der findes ikke smukke nederlag. Ved kommunalvalget gik partiet igen tilbage. Tilslutningen blev halveret på landsplan, partiet mistede 60 procent af byrådspladserne. Partileder Kristian Thulesen Dahl vidste det i forvejen: Siden det elendige folketingsvalg i 2019 har han været dead man walking. Nu fik han dødsstødet og har meddelt sin afgang. Partiets sejlads mod afgrunden har været ledsaget af en del heppen og hujen. Det er både hyklerisk og historieløst: Dansk Folkepartis nederlag skyldes, at det har været et af de mest succesfulde fænomener i dansk politisk historie.

DER er meget at kritisere partiet for, særligt topstyring og manglende udvikling. Men DF har gjort noget enestående, også i internationalt perspektiv. Med sin vedvarende, ofte voldsomme, nogle gange ubehagelige, men altid insisterende kritik af en (for) åben indvandrer- og flygtningepolitik har partiet og Kristian Thulesen Dahl siden stiftelsen i 1995 flyttet dansk politik helt grundlæggende. Først var det de borgerlige partier, der flyttede sig, så var det Socialdemokratiet, til sidst er selv Radikale Venstre fulgt med: Nu mener stort set alle, at antallet af flygtninge og indvandrere har afgørende betydning for det danske samfunds evne til at integrere. Fortidens enorme slagsmål er reduceret til justeringer.

TABTE partiet stort i tirsdags, kan det samtidig konstatere, at det har skabt overensstemmelse mellem vælgerne og politikerne, når det gælder dette afgørende spørgsmål. Det betyder, at udlændingepolitikkens store linjer er blevet stort set afpolitiseret. Dansk Folkeparti har gjort sig selv overflødig. Men, vil mange – naturligt – indvende: Partiet har også rykket grænserne for ordentlighed og anstændighed. Ja, det er der grelle eksempler på, men partiet, og særligt den slagne partileder, har i langt højere grad flyttet grænserne på den højrefløj, man selv kom fra. Kristian Thulesen Dahl har fra begyndelsen insisteret på pragmatik som adgangen til indflydelse. Hvor andre højrefløjspartier i Europa har gjort det modsatte, har Dansk Folkeparti udfoldet sig inden for demokratiets og lovens rammer. Resultatet er, at Danmark ikke har et reelt problem med en politisk højrefløj, der flirter med vold og støvletramp. Og samarbejdet med resten af det politiske landskab har suget protestens mest destruktive energi ud af partiet.

VANDT folkepartisterne den foregående generations afgørende dagsordener, kan man ikke se det på dem i dag. Det er sandsynligt, at partiet nu vil gå til grunde, hvilket vil være naturligt. Men lad os klappe med kistelåget, mens liget bæres ud. Dansk Folkeparti tabte valget, men styrkede demokratiet. Man kan være uenig med store dele af partiets politik og udtryk, men er man tilhænger af demokratiet, må man anerkende dets historiske bidrag til et bredt og solidt folkestyre. Det er ikke bare en sejr for Dansk Folkeparti, men for hele landet.

Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.