DER breder sig en ikke så nemt forklarlig fornemmelse efter folketingsvalget. Fornemmelsen af, at alle har tabt. Og det er mærkværdigt: På valgnatten blev der jublet behørigt hos nye partier med imponerende stemmetal og festet hos socialdemokrater i fremgang. Men efter festen viser der sig alle vegne en sær fornemmelse af nederlag.
ER den største taber De Radikale, har nedturen været så enorm, at den ikke kunne skjules. End ikke af den sjældne, radikale valuta, der kan veksle nederlag til indflydelse. Sofie Carsten Nielsens afgang var konsekvensen af en fuldkommen desavouering, og med partilederens personligt dårlige resultat var der ingen vej udenom. Hendes skæbne er ikke helt retfærdig. Hun tog som den eneste konsekvensen af minkskandalen og insisterede på et valg. Statsministeren gjorde det ikke. Resten af rød blok heller ikke. Sofie Carsten Nielsen havde ret i, at luften måtte renses. Men for vælgerne var regeringens regeringsførelse under coronakrisen ikke det afgørende ved valget. Heller ikke for radikale vælgere, som åbenbart ikke var enige i behovet for et opgør med centraliseringen af magten.
BARE resultatet i resten af rød blok så kunne kompensere for den radikale tilbagegang. Men nej: Enhedslisten går klart tilbage, og hverken Alternativets eller SFs nøk opad eller Socialdemokratiets fremgang kan afbalancere tabet. Rød blok mister ni mandater og når kun med det yderste af neglene op på det mindst mulige flertal. Den rød-grønne alliance, der vil have hurtigere klimareformer med statslige indgreb, forbud og afgifter, led et stort knæk ved dette folketingsvalg.
TABERE var socialdemokraterne sandt nok ikke tirsdag aften. Fremgangen skyldes en imponerende kampagne med en suveræn formand, der mobiliserede vælgere i både land og by. Socialdemokratiet er, som hun siger, det eneste sande folkeparti. Mere end hver fjerde stemte på Frederiksen, hvis ansigt dominerede valgkampagnen i uset grad. Partiet gjorde mere end den borgerlige opposition valget til en folkeafstemning om Frederiksen. Den vandt hun stort.
VED andet øjekast synes sejren dog at få et mere skævt, let udflydende udtryk, som en snemand i tøvejr. Man kan undre sig over, at det – med det borgerlige sammenbrud – ikke lykkedes at styrke statsministerens position mere. Opmærksomheden på hende har sammen med centraliseringen i regeringstoppen suget energien ud af resten af hendes blok. Resultatet gør tingene mere besværlige for hende – og for hendes vælgere: De stemte på en stærk leder, en rolig hånd på rattet, en tryg havn. Men hvor statsministeren nu vil styre landet hen, er uvist. Frederiksen har jo erklæret sig enig i stort set alle synspunkter.
DET socialdemokratiske resultat synes større, end det faktisk er, fordi alle andre taber så stort – eller fordi de ikke rigtig kan bruge deres sejr til noget. At tale om et blåt jordskredsvalg er ikke retvisende, snarere er det et af disse jordfaldshuller, der med ét kan få en hel landsby til at forsvinde ned i dybet. Valget har været et blåt jordfaldshul. At Jakob Ellemann-Jensen ikke straks træder af, kan man forstå lidt bedre. Han er trods alt kravlet op af hullet med en form for resultat: Venstre er det største blå parti, først blandt mellemstore ligemænd. Nu mangler Ellemann bare en rigtig politik og at overbevise om, at han faktisk kan indtræde i rollen som oppositionsleder.
SKELSÆTTENDE var valget for hele oppositionen. Konservative viste sig at være netop dén leasingkarrusel, man frygtede: Der var intet indhold af virkelig værdi, da man så nærmere efter. Dansk Folkeparti undgik udslettelsen, hvorfor man nu kan gratulere Morten Messerschmidt med hans gigantiske nederlag. Liberal Alliance har gjort det imponerende, men selvom Alex Vanopslagh med valgresultatet virkelig ser meget potent ud, kan han ikke rigtig bruge væksten til noget. Hverken Pape eller Vanopslagh har noget at lade Socialdemokratiet høre, når det gælder persondyrkelse i deres kampagner. Det har Inger Støjberg heller ikke, men det er ligesom hele pointen med hendes parti. Hun har tiltrukket de vælgere, der mener, at det kun styrker hendes troværdighed, at hun melder sig klar til at bryde loven igen. Men heller ikke Støjberg kan bruge sin sejr til noget markant, i hvert fald ikke foreløbig.
MÆRKELIGE analyser, vil nogle nok mene, måske ligefrem fejlagtige: Alle kan jo ikke tabe et valg? I midten sidder Lars Løkke, der – selvom han ikke fik de afgørende mandater – stormede ind i Folketinget. Det er lykkedes Løkke at ryste op i hele to folketingsvalg, og hvis valget udelukkende handlede om veltalende persondyrkelse, vandt han med længder i en benhård konkurrence. Hvis valget har en tale, kom den ud af munden på Narcissus, prinsen, der forelskede sig i sit eget spejlbillede. Sammenlignet med Løkke virker de andre partiledere, selv statsministeren, som lidt selvudslettende typer. Men Lars Løkke får ikke den indflydelse, hans vælgere håbede på. Og det får hans forjættende fortælling til at virke noget fesen.
UAFKLAREDE partiledere har slået følge med det spøgelse, der går gennem dansk politik. Det rasler med kæderne, blafrer med lagenet og tuder det samme budskab: Store forandringer kan kun lade sig gøre i en bred midterregering! Både Frederiksen og Løkke siger, at valget udtrykker tørsten efter det frelsende samarbejde på midten. Også De Radikale, onsdag i skikkelse af næstformand Martin Lidegaard, insisterer på en sådan midterregering. Krigen i Ukraine kræver det, siger de. Klimakrisen. Og de nødvendige reformer. Påstanden efter valget er, at hele 40 procent af vælgerne kræver en midterregering. Det er temmelig manipulerende: Størstedelen af de socialdemokratiske vælgere vil have sig en sådan frabedt, mens De Radikale er styrtet i grus. For sagen er, at alle disse vigtige spørgsmål kan løses i et normalt parlamentarisk samarbejde hen over midten. Faktisk kan de bedst løses sådan, viser al erfaring. Borgerlige partier har i de sidste 11 år lagt stemmer til klima-, sikkerheds- og økonomisk politik, fremført af forskellige socialdemokratiske regeringer. Det har været holdbar politik, og den har ikke været lammet af blokkene. Valgets budskab? Mere samarbejde hen over midten, tak, nu endda med historisk pragmatiske fløje på flankerne. Men en samlingsregering? Hvorfor dog det?
FOLKETINGSVALG handler om politiske forskelle. Politik handler om forskelle. Da Løkke i 2019 fremdrog fortællingen om den frelsende midte, handlede det om, at det for ham var vejen ind i en regering. Da Mette Frederiksen i år erklærede sig enig, var det, fordi det dengang tydede på, at kun midten kunne sikre hende genvalg. At De Radikale har insisteret på det, har så åbenlyst handlet om, at det kunne bringe dem i regering igen. Der har aldrig været rigtig substans i denne midterregeringsfortælling. Bliver den realiseret, vil den hægte store dele af vælgerne helt af den politiske proces. En regering med Socialdemokratiet, Moderaterne, Radikale og – nu vi er i gang – muligvis også Venstre vil blive et ideologi- og energiforladt fænomen. Et apolitisk monster, der vil trække saften og kraften ud af det politiske rum. Efter en valgkamp, hvor det har handlet mere om personlighed og mindre om politik, og hvor alle synes at have lidt en form for nederlag, virker det måske logisk med en sådan løsning. Men en midterregering er et taberprojekt, og det fremgår også, når politikerne taler om det. Der er ingen energi i det. Udfordringen for oppositionen er ikke at understøtte Mette Frederiksens næste regeringsperiode. Det vil reducere de borgerlige partier til dansk politiks svar på SMV – små og mellemstore virksomheder. Demokratiet har brug for en stærk opposition, der kan give det store socialdemokrati ægte og meningsfuld modstand: ideologisk, ledermæssigt, med fylde og substans. Det vil åbenlyst tage flere år at opbygge. Lars Løkke kan jo bidrage til arbejdet og dermed vise, at politik faktisk handler om noget. kras
