Kommentar. Venstres Jan E. Jørgensen vil hæve spærregrænsen. Det er en dårlig idé.
Systemets mand
Er man systempolitiker, tænker man som en systempolitiker og foreslår lovgivning, som gavner systempolitik. Derfor er det ikke noget stort chok, at Jan E. Jørgensen, Venstres politiske ordfører, foreslår at hæve spærregrænsen.
»Jeg mener, at spærregrænsen bør hæves. Den er på fire-fem procent i vores nabolande,« siger han i et interview med Berlingske.
Han understreger, at det er hans egen og ikke Venstres officielle holdning, og det må man virkelig også håbe. Der findes nærmest ingen problemer, som fratagelse af borgernes politiske indflydelse er løsningen på.
Det fremstår også uklart, hvad Jan E. Jørgensen mener skulle blive bedre af at hæve grænsen over de nuværende to procent af stemmerne. Han fremsætter forslaget, efter at afgående folketingsmedlem Rasmus Jarlov fra De Konservative har kritiseret, at Folketinget stemmer ja til for meget lovgivning. Lovprinteren kører uden stop.

Under en behandling af et lovforslag på over 300 sider om producentansvar for plasticemballage sagde Jarlov fra talerstolen, at Folketinget vedtager lovgivning, som ingen kan nå at læse eller sætte sig ind i. Men hvor Jarlovs løsning helt logisk er at sætte tempoet ned, er Jan E. Jørgensens at gøre flere danskeres stemmer værdiløse. Han mener, at problemet blandt andet skyldes for små og uerfarne partier i Folketinget.
»Problemet er også, at vælgerne har sammensat et folketing med mange forholdsvis små og nye partier (...) Lige nu er det kun Socialdemokratiet, der har mere end 15 procent af stemmerne,« siger han.
HVAD SAMMENHÆNGEN ER mellem små partier og en regering, der overproducerer lovgivning, fremgår ikke. Forslaget føles mere som en stikpille til De Konservative og Liberal Alliance, som ifølge finansordfører Ole Birk Olesen i så fald var røget helt ud af Folketinget i 2019.
En højere spærregrænse vil kun styrke system- og regeringspartier som Venstre og Socialdemokraterne. De vil kunne dele rovet imellem sig og fordele flere mandater på færre store partier. Det vil lamme de partipolitiske dynamikker i endnu højere grad end SVM-regeringen, og derudover vil det forringe den folkelige kontrol, der ligger i, at tidens strømninger kan få en parlamentarisk plads.
Man forstår heller ikke, at så elitær en overbevisning har overlevet de seneste årtiers værdikamp. Hvis de etablerede partier har lært noget, er det netop, at det er dumt at afskære borgere fra demokratisk deltagelse. Lektien fra Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Pernille Vermunds Nye Borgerlige er netop, at parlamentarismen har en selvdisciplinerende effekt på yderfløjspartier.
Faktum er, at den lave spærregrænse er Danmarks bedste afradikaliseringsprogram. Den sikrer imod en situation, hvor politiske bevægelser har høj repræsentation blandt borgerne, men lav repræsentation i parlamentet. Den slags er destabiliserende for et samfund.
Hvis Jan E. Jørgensen virkelig er bekymret over, at Folketinget vedtager lovgivning, ingen forstår, kunne han i stedet slå alarm over sin egen regering, der skriver nye love hurtigere, end politikerne kan nå at læse dem.
Fingrene væk fra spærregrænsen.
Del:



