Først og fremmest. Danmarks mest kendte svindler er dukket op igen og minder os om noget vigtigt.
Stein Bagger laver noget med AI nu
Han er Danmarks mest kendte svindler. Han er også en af de vigtigste historier om nationen i nyere tid. Med en morale, der måske netop nu – hvor en økonomisk krise angiveligt truer – er værd at genbesøge.
Derfor må Stein Bagger lide den tort, at så snart han føler sig glemt – her længe efter syvs års fængsel – ja, så bliver han fundet og rettelig hevet frem igen.
Nu har Frihedsbrevet fundet Stein Bagger i et velhaverkvarter i Marbella på Costa del Sol. »I øjeblikket har han det herligt,« fremgår det. Og Ekstra Bladet har fulgt op og talt med Bagger, hvor han beredvilligt indrømmer, at »det ser sgu’ ikke så smart ud« at køre rundt i en Bentley, der koster en bondegård, »ud fra tesen om, at én gang svindler altid svindler, så der må være noget galt«, som Bagger selv formulerer det.
Men det er der ikke, bedyrer han.

Det hele godtgør imidlertid, hvorfor Stein Bagger stadig er en historie, der gnaver som en småsten i den jævne danske gangarts fodformede sko. Fordi han er den ultimative påmindelse om, hvad der gik galt, da det virkelig gik galt, om man vil. Han er så at sige legemliggørelsen af den grådighed, som har regeret op til enhver krise. Rethaveriet med at forfølge sine personlige mål uden hensyntagen til andre. Og derpå ansvarsfraskrivelsen.
IT Factory-direktøren tog flugten. Fra et illusionsnummer med en milliard kroner, opbygget af ham selv i et sindrigt netværk af spøgelseshandler.
Han ansatte sin kone til eksorbitant løn for at pleje kunder, som ikke fandtes. Han »arbejdede 90 timer om ugen«, »dyrkede fitness på eliteniveau « og var »også en livsnyder med sans for livets goder«. Det sidste dækkede blandt andet over tidens statusdyrkelse af eksklusive motorkøretøjer, yachter, vintageure, og ferieboliger i et omfang, der måtte kræve Baggers resterende timer i døgnet, når de 90 var trukket fra. Og han holdt så meget af sin familie, at han til sidst måtte forlade dem og rejse til Dubai, netop som han var blevet udråbt til dansk erhvervslivs vidunder.
Stein Bagger vendte i 2008 hjem, erklærede sig skyldig i bedrageri og dokumentfalsk og blev efterfølgende idømt syv års ubetinget fængsel for at have svindlet for 831 millioner kroner.
200 af disse millioner savnes fortsat.
Men når Stein Bagger dukker op bag rattet i en Bentley, vil nogle måske tænke langt nok til at erkende, at finanskrisen også var menigmands spekulation. Med friværdifinansierede udvidelser af hjem og køb af biler og rejser.
Stein Bagger var i stor – og kriminel – skala, hvad der i småformat foregik i hele nationen af jonglering med imaginære midler og indbildt værdi. Ingenting her. Ingenting der.
Krisen var selvsagt ikke uden forbindelse til, at banker og realkreditinstitutter fik gennemtrumfet afdragsfrie lån, og bankerne nærmest Scientology-vaskede deres kunder til at låne millioner i mursten og købe »sikre« bankaktier.
Og selvfølgelig var amerikanske subprimelån – med høj rente til låntagere med lav betalingsevne og med finansiering af lån med lån og herhjemme de afdragsfrie lån samt spekulanters pantebrevskarruseller – alt sammen den overordnede mekaniske forklaring på finanskrisen. Men svindleren Stein Bagger blev herhjemme en slags personificering. Og han dukker stadig op som en moralsk rykkerskrivelse, der minder om, at vi alle har en slags udestående skyld, i fald vi lod os forlede.
Det var hverken Bagger eller bankerne, der besluttede at fylde motorvej E20 og E47 op med firehjulstrækkere finansieret af friværdi. Eller at udbygge parcelhuse til hollywoodagtige hjem med Versailles-lignende belysning på havegangen.
Man bør ikke leve over evne, skrive under på noget, man ikke forstår eller bilde sig ind, at prisen på sommerhuse altid vil fortsætte opad. Det er banale sandheder. Men hver gang de glemmes, kan Stein Bagger hives frem som formaning.
Såvel bilen som palæet i Marbella på over 700 kvadratmeter, som Bagger bor i, er stillet til rådighed af en »ven«, bedyrer han. Og Bagger har også et andet hjem i Sverige – og dertil et arbejde. »Jeg laver skills i AI,« siger han til Ekstra Bladet. Hvilket åbenbart er noget med hjælpe folk med, hvordan de skal spørge AI for at få et ønsket svar.
Herefter kan De sikkert selv, kære læser, koble Stein Bagger, AI-aktier i fald og en kommende finansapokalypse og gyse herved, uagtet hvor løst grundlaget for en sådan kobling end må forekomme lige nu, hvor alting fortsat står.

I øvrigt …
Politiet var søndag eftermiddag massivt til stede i Lyngby Storcenter på grund af et større Pokemon-kortrøveri.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Ratzlaff bekræfter over for Ekstra Bladet, at fem fuldt maskerede mænd tidligere begik røveri mod en butik i centret og stjal Pokemon-kort til en værdi af mindst en million kroner.
»De går ind i butikken, truer en ansat med en pistollignende genstand, smadrer glasmontrer og stjæler kortene,« forklarer vagtchefen.
Priserne på de japanske spillekort udgør i visse tilfælde millioner af kroner. I februar blev et enkelt kort, et Pikachu Illustrator-kort, solgt for 103 millioner kroner i USA.



