Klokken er 7.30, og Kasper Lorenzen ligner en mand, der allerede har været i gang i flere timer. Han viser smilende ind i et mødelokale, hvor der er dækket op med rundstykker og frugt.

»Du får den gode udsigt,« siger han og peger på en stol, der vender mod vinduet. Udenfor er det stadig mørkt.