Kunstig intelligens er ved at forandre forskningsverdenen. Det gælder også i Danmark. Mens der i 2015 kun blev udgivet lidt over 200 forskningspublikationer fra de danske universiteter, der omtalte AI, var det i 2025 knap 3.000 publikationer. Med AI-teknologi kan forskere se mønstre i data, som ville have været fuldstændig uoverskuelige at analysere med traditionelle metoder. Forskere kan forudsige, hvordan nye molekyler og materialer vil reagere, og de kan diagnosticere tegn på sygdomme langt hurtigere, end man hidtil har kunnet.

Dansk Industri har kortlagt, hvordan AI konkret er blevet anvendt i forskningspublikationer fra de danske universiteter i 2024 og 2025, og kortlægningen viser, at cirka 2.000 publikationer anvender AI som et egentligt værktøj eller analyseredskab til at besvare et forskningsspørgsmål. Det er primært traditionelle AI-teknologier som deep learning og machine learning, der anvendes som forskningsværktøjer, særligt inden for naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab.