Jeg er helt enig med forfatter Amalie Langballe (»De nære små«) i, at forældre må have deres skæg i det offentlige rum uden at tage deres snotunger med. Som småbørnsmor er det sidste, jeg har lyst til at høre på, når jeg endelig har fået kæmpet mig væk fra mine egne skrigeskinker, da andre menneskers ditto. Men jeg ved også af smertelig erfaring, at børnepassere ikke er nemme at få i København. Udbuddet er lille, måske fordi efterspørgslen ikke er der – og den ville jeg så til gengæld tro er betinget af, at stigmaet i at få blebørn passet samtidig er kæmpestort. Der er en forestilling om, at efter de lange arbejds- og institutionsdage drømmer alle medlemmer af kernefamilien om at sidde lårene af hinanden i weekender og ferier. Og de fordomme om, at børn skal passes af deres forældre, forhindrer voksne i forældrenes netværk i at give en hånd, så man selv kan slippe væk fra forældrerollen en gang imellem.

Jeg er også rørende enig med journalist Christian Bennike (»Børnetid«) i, at det er tungt at være småbørnsforælder, og at man ved gud trænger til at komme væk fra trummerummen og tumulten. Så jeg spekulerer på, om der var nogen i hans eget netværk, der tilbød at tage fra et par dage i den vinterferie? For lad os endelig blive bedre til at deles om at passe hinandens børn. Mine tre er i hvert fald vanvittigt meget nemmere at passe, når de har venner på besøg. Der er både stordriftsfordele for mig og for kammeraternes forældre. Men tit sidder vi jo netop inde i hver sin kasse og bliver enige om, at børn har det bedst sammen med deres egne forældre.