Leder. Når borgerne frygter skattevæsenet, er der tale om en meget dyb krise i vores forhold til staten.
Sherifferne af Nottingham
ET enkelt eksempel eller to kunne være udtryk for rene tilfældigheder. Der sker jo fejl. Men skattemyndighederne er nu skurk i så mange møgsager, at man må stille spørgsmålet: Er der overhovedet nogen, der aner, hvad der foregår derinde? Det er ofte lidt af en kliché at beskrive menneskets møde med systemet som »kafkask«, men der findes næppe ord, der bedre indfanger virkeligheden: Selvstændige opkræves, som Leny Malacinski har afdækket her i avisen, mere end 100 procent i skat og må kæmpe i årevis mod et arrogant system for måske en dag at få medhold i det indlysende: at ingen skal betale mere i skat, end de tjener. Borgere, der ifølge politiet har været udsat for identitetstyveri og bliver udnyttet til at begå hvidvask, afkræves millioner i skat, som TV 2-programmet Operation X har afsløret. Og 300.000 danskere skal nu betale strafrenter, som DR kan fortælle, fordi det nye ejendomsvurderingssystem ikke kunne trække et tal fra et andet. Der breder sig en decideret frygt for skattevæsenet, og hele det politiske system er ansvarligt. Hvem tør stole på, at de ikke selv bliver systemets næste uskyldige offer?
SPØRGSMÅL som dette er ødelæggende for tilliden i et land, hvor de fleste betaler deres skat med afmålt glæde, så længe skatten virker retfærdig og forståelig. Det gør den ikke for iværksætteren Martin Thorborg, fortalte han forleden til Berlingske. Efter flere konflikter betragter han nu skattevæsenet som »en fuldstændig utilregnelig modpart, der har uanede muligheder for at flå din forretning i stumper og stykker, hvis det er det, de har lyst til«. En frustration, som mange deler, både iværksættere og eksperter. Bedre bliver det ikke af, at skattesystemet efterhånden er så kompliceret, at ingen kan gennemskue beregningerne. Som Peter Loft, den tidligere departementschef i Skatteministeriet, skrev forleden på LinkedIn om sin egen ejendomsvurdering: »Jeg må erkende, at jeg totalt har mistet overblikket – og jeg har endda beskæftiget mig med skat det meste af mit voksne liv.«



