»Det er ærgerligt,« sagde Morten Messerschmidt. Retten på Frederiksberg afviste i dag hans injuriesag mod De Radikales leder, Martin Lidegaard.

Men det »ærgrer« ham måske snarere, end det egentlig ærgrer ham, om man vil.

I hvert fald har det fra begyndelsen set ud, som om Dansk Folkepartis leders injuriesag mod Radikale Venstres Martin Lidegaard ikke handlede så meget om at blive vindiceret af retten, som om den opmærksomhed, en retssag kan fremmane.

Originalfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Det sidste er et oprørt vand, hvori DFs leder navigerer helbefaren og hjemmevant. Hvorfor det danske retsvæsen lige pludselig stod med denne politiske sag.

Og hvorfor Morten Messerschmidt allerede ved anlæggelsen af sagen syntes at opnå sit mål.

Messerschmidt havde intet at tabe. Medmindre han havde vundet, kan man sige. For hvor går en mand som Messerschmidt, landets i øjeblikket fremmeste oppositionspolitiker og systemkritiker, hen, hvis systemet pludselig giver ham ret?

Der var aldrig nogen større sandsynlighed for, at Messerschmidt kunne vinde.

Sagen blev anlagt på baggrund af en politisk debat i Randers i november sidste år. Lidegaard havde læst et interview med DFs leder om dennes tanker om remigration i Weekendavisen og sagde under debatten om DF og Messerschmidt, at »man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her«. Messerschmidt fandt det æreskrænkende og gik rettens vej.

Men i politiske debatter nyder folketingsmedlemmer en »særlig vidtgående ytringsfrihed«. Hvilket på forhånd var de fleste juristers bud på, hvorfor Messerschmidts »æreskrænkelse« ville blive underkendt og Lidegaard frifundet.

Og hvorfor der også kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor »ærgerligt« Dansk Folkepartis leder egentlig synes, nederlaget er.

Man kan i hvert fald have Dansk Folkepartis leder mistænkt for at finde en sejr mindre ønskværdig end et nederlag. Snarere end at vinde juraen for sin sag må det for DF være vigtigere at vinde befolkningen for sin protest. Et martyrium er mere politisk anvendeligt. En hævd på at erklære sig nedgjort, være imod »systemet«, mod »de politisk korrekte« og mod Radikale Venstre er mere i vater med den lovmæssighed, der den seneste tid har fået Dansk Folkeparti til at vokse i alle meningsmålinger, end rettens ord for at være æreskrænket ville være.

Det ligner en regel: Partiet næres mere af den modstand, de kan opmane, det image af at være imod etablissementet, de kan tilegne sig, end ved at blive anerkendt i etablerede sammenhænge.

Et overordnet perspektiv og en ulykkelighed er, hvis sagen er en forløber for, at politiske konflikter flytter ind i retssalene. Hvor demokratibegrebets ideal om debat skal have en opmand for at finde sin løsning. Det har lektor i offentlig ret Jesper Olsen advaret mod i et indlæg i Berlingske. Ikke alene må almindelige borgere, der trækkes og trættes af retssystemets sendrægtighed i årevis, se politikerne komme hurtigere til.

Det hører heller ingen steder hjemme at spilde rettens tid og samfundets ressourcer på en politisk strid, hævder lektoren.

»Det, der bekymrer mig mest, er, hvis domstolene trækkes ind i flere og flere konflikter, der i deres substans er politik. For hvad kan det få af betydning for den generelle opfattelse af dem som politisk neutrale, hvis de i langt højere grad trækkes ind i den beskidte del af det politiske spil,« spørger Jesper Olsen.

Efter dommen udtalte Morten Messerschmidt ifølge flere medier: »Det her er en erklæring om, at ytringsfriheden i den politiske debat er meget bred. Graden for, hvad man kan sige af usandheder om hinanden, er blevet større.« Og DFs leder supplerede over for DR med, at han tog sagen med »ro og godt humør«. Som om nederlaget ikke kom bag på ham.

– Vil du anke?

»Nej, det tænker jeg ikke umiddelbart,« lød det fra Morten Messerschmidt.

I øvrigt …

På et pressemøde i Bruxelles fredag eftermiddag blev Ukraines præsident Zelenskyj spurgt, om han tror, at Donald Trump bruger ham som en slags syndebuk i betragtning af den amerikanske præsidents udfordringer med dårlige meningsmålinger før midtvejsvalget.

Zelenskyj smilede uden at sige noget, indtil salen brød ud i latter, og han derpå svarede: »Der har du mit svar.« Hvilket blev udgangen på pressemødet for den ukrainske præsident, der de seneste døgn er blevet angrebet flere gange af Trump for at forværre energikrisen og muligheden for fred.

Zelenskyj sagde tillige, at han håber på snart at føre samtaler med USA.