En agitator

RUC ER IGEN i centrum i en debat om venstreradikal forskeraktivisme. Det drejer sig om professor i globale studier Michelle Pace, der sidste år valgte at tage imod en frivillig fratrædelse efter pres fra ledelsen. Der er ikke fuld klarhed over årsagerne til hendes fratrædelse, men Pace insisterer på, at det skyldes hendes engagement i Gaza-sagen. Hun har til Politiken blandt andet fortalt, at RUCs ledelse bad hende identificere Palæstina-aktivister på et billede i forbindelse med opklaringen af en hærværkssag. Pace nægtede at samarbejde. Derudover har RUC angiveligt anklaget hende for at spamme sine kolleger med mails om Gaza og for i RUCs navn at have indkaldt til et arrangement ved navn »Tuesdays for Gaza«. Selv påstår Pace over for Politiken, at det er hendes job at beskæftige sig med Gaza, og at det ikke bare hører under hendes akademiske frihed, men er hendes pligt som forsker at agitere for Palæstina-sagen i sin arbejdstid. I medierne har hun fået massiv medvind. Information har skrevet en leder, hvor de anklager RUC for »heksejagt«. Og Politiken har bragt adskillige debatindlæg fra hendes kolleger, der hævder, at fratrædelsen er et overgreb på den akademiske frihed og hæmmer RUC-forskeres muligheder for at udtrykke sig kritisk.

Medierne fremstiller hende som en forsker på et »højt internationalt niveau«. Det tvivler jeg på. Sidste år hørte jeg et indslag på britiske Sky News om dansk udlændingepolitik, hvor Pace medvirkede som ekspert. Indslaget var bemærkelsesværdigt, fordi Pace formåede at fremlægge en bizar stribe af forkerte påstande. Hun hævdede blandt andet, at Mette Frederiksen havde indført både integrationsydelsen og smykkeloven og fået indrykket annoncer i libanesiske aviser. Alt sammen forhold, der fandt sted i 2015-16 under Løkke-regeringerne, flere år før Mette Frederiksen blev statsminister i 2019. Resten af hendes optræden kan bedst beskrives som ren venstreradikal agitation uden skyggen af faglighed, der ikke desto mindre var forklædt som en »ekspertvurdering«.