LÆNGE ER FOLK omkring mig i tvivl. Har de fået ilden under kontrol? Ja, siger én, de er ved at få styr på det, de sprøjter fra begge sider. Røgen er hvid, den aftager. Nej, siger en anden. Nej, siger flere. Se, se den sorte røg dérhenne. Se flammerne. Nu tager den fat igen! Og så bryder ilden op gennem det tag, man ikke kan se bag stilladset, mange meter op mod himlen flammer det; bålet tager fat i noget dernede, som når der endelig kommer gang i pejsen. Og så buldrer det med en voldsomhed, der får tilskuerne til at træde et skridt tilbage. Nu er der ingen vej tilbage. Man kan høre flere dumpe brag, måske er det kobberplader, der falder, måske er det gasser, der eksploderer.

»Jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt.« Sådan indleder Herman Bang sin reportage, da Christiansborg brændte 4. oktober 1884. Jeg er selv ankommet til Børsen klokken 9.30, da den værste panik har lagt sig, og jeg forstår, hvad han kan have ment. Havet af ild, der oversvømmer hele den højre side af børsbygningen, er så sindsoprivende, at man har svært ved at forstå, at det sker for øjnene af én. Hvilke ord skal man bruge, der virkelig beskriver dette groteske syn: En del af København, et vartegn, måske netop det mest særprægede, forunderlige vartegn, der siger noget helt bestemt om byen, er ved at forsvinde i de gule flammer.