Sandheds­princippet

SAGEN om Ahmed Samsam gør det nødvendigt at minde om det vigtigste princip i en retsstat. I en tid, hvor retsstatens kompas svigter, fordi myndigheder og politikere smider ansvaret fra sig, må vi understrege det indlysende: Retsstatens kerne er sandhedsprincippet. Retten skal nå frem til den rigtige og sande afgørelse. Når retten afgør en sag, skal det ske på et så fyldestgørende faktuelt grundlag som overhovedet muligt. Formålet burde være soleklart: at undgå justitsmord for enhver pris. En retsstat kan ikke, vil ikke, må ikke sende uskyldige i fængsel.

ER Ahmed Samsam offer for et justitsmord? I landsretten prøver han nu at tvinge efterretningstjenesterne til at indrømme, at han var agent, og dermed påvise, at hans spanske fængselsdom for tilslutning til Islamisk Stat var forkert. Myndighederne i Danmark vil ikke be- eller afkræfte samarbejdet, men der hersker ingen væsentlig tvivl om, at det har eksisteret. Danske juraprofessorer skændes nu om, hvad det betyder: Ville det, hvis de spanske myndigheder havde fået denne oplysning, have gjort en forskel?

RESULTATET af den danske tavshed var, at oplysningen ikke indgik i den spanske sag. Spaniens højesteret henviser endda til, at de danske myndigheder senere svarede benægtende (altså løj) om spørgsmålet om samarbejdet med Samsam. Den spanske dom på otte års fængsel hviler altså på den forkerte forudsætning, at han ikke havde været dansk agent. Der er flere andre alvorlige problemer i bevisvurderingen, som det er blevet påpeget af DRs og Berlingskes minutiøse afdækning af sagen.

AF og til udtrykker jurister sig forbilledligt klart, som den nuværende danske højesteretspræsident, Jens Peter Christensen, som har sagt, at »god jura er forankret i sund fornuft og respekt for kendsgerninger«, og at »jura ikke skal være mere kompliceret, end at man kan forklare sin gamle mor det«. Den spanske retssag er mildt sagt ikke udtryk for respekt for kendsgerninger. Og den påstand – som også er udtrykt af Spaniens højesteret – at det ikke havde gjort nogen forskel, havde de spanske domstole fra starten kendt til Samsams agentarbejde, er åbenlyst ikke forankret i nogen form for fornuft. Spanske juraeksperter har også påpeget, at det naturligvis ville have haft en betydning for sagen.

ET faktum er det, at Samsam har anlagt en civil sag mod efterretningstjenesterne. Her tager retten kun stilling til de oplysninger, parterne lægger frem. Regeringen har med Kammeradvokaten i spidsen arbejdet for at gøre disse oplysninger så få og intetsigende som muligt. Man protesterer mod næsten alle vidner. Hverken efterretningstjenesterne eller justitsvæsenet bidrager til at give et fyldestgørende indblik, der kan fremme sandheden og retfærdigheden.

ALVORLIGT er det derfor svært at tage denne retssag; et teater, hvor myndighederne, der burde stå vagt om retssikkerheden, besværliggør rettens arbejde. Kammeradvokatens og dermed statens synspunkt er, at retten ikke har kompetence til at pålægge efterretningstjenesterne at be- eller afkræfte oplysninger. Domstolene skal holde nallerne væk. Efterretningstjenesterne skal slet ikke kunne stilles til ansvar af en borger i retten.

SVIGT på svigt har ført til denne absurde situation – for Ahmed Samsam og dem, der nu deltager i den juridiske maskerade, og for tilliden til myndighederne. For det første har FE og PET øjensynlig selv kludret så gevaldigt i sagen, at de burde bidrage til at opklare, hvad der er sket. For det andet har de fastholdt, uanset hvad der kommer frem, den hovedløst principielle påstand om tavshed. Det har for det tredje skabt alvorlige spekulationer i, om en undersøgelse af sagen kan være »ubekvem for enkeltpersoner« i og omkring regeringen, som Michael Lunn, tidligere departementschef i Justitsministeriet, har udtrykt det. For det fjerde har Moderaterne og Venstre, der før ville have affæren undersøgt til bunds, nu skiftet mening. Det har tvunget Ahmed Samsam ud i denne ørkesløse retssag. Det er ikke svært at finde folk, der mener, at den ærkekriminelle Samsam er en utroværdig bandit, der sikkert har fortjent sin skæbne. Men en retsstat kan ikke leve med disse brud på de vigtigste retfærdighedsprincipper. Og Danmark kan ikke leve med så mange alvorlige spørgsmål om efterretningstjenesterne og det politiske system, der har ansvaret for det. Så længe regeringen afviser en tilbundsgående undersøgelse, svigter de retsstaten i en grad, der afslører en deprimerende uansvarlighed og kynisme.