Leder. Donald Trumps uhæmmede trusler afslører en verden, hvor der ikke er plads til uklarhed og tøven. Vi ved godt, hvad Grønland vil: mere frihed, mere selvbestemmelse. Men hvad vil Danmark?
Sandhedens time
DET mest opsigtsvækkende ved de seneste dages drama er muligvis Mette Frederiksens evne til at optræde som stor diplomat. Statsministeren bevæger sig på en meget tynd line, hvor den mindste forkerte bevægelse kan få fatale konsekvenser. Grønland er grønlandsk, siger hun. Grønlands fremtid afgøres i Nuuk, understreger hun. Det er formuleringerne. Forsvarsministeren siger det samme. Der tales ikke helt sort, men cirkelslutningerne er tæt på at være meningsløse. Frederiksen kritiseres for ikke at træde i karakter over for Trump, Trump Jr. og Elon Musk, ja, hvor er den velkendte skarpe, snerrende statsminister dog blevet af? Det er en urimelig kritik, tankeløs ligefrem, for statsministeren handler forståeligt og fornuftigt. Hun vil ikke gøre tingene unødigt værre og håber, at den voldsomme nordvestlige orkan driver over.
STORE, skelsættende begivenheder kan komme springende, overrumplende. De kan også nærme sig langsomt, i fuldt dagslys og alligevel efterlade én i chok, fordi de rammer med så stort et slag, selvom man endda har prøvet at forberede sig. Hvordan forsvare sig mod en politisk atombombe, som den tidligere svenske udenrigsminister Carl Bildt spurgte tirsdag. Det er ingen overraskelse, at Donald Trump vil have Grønland. Han sagde det allerede for fem år siden, hvor det udløste en krise i forholdet til USA. Men hans erklæringer tirsdag var så ekstreme, at selv de hårdeste halse på Slotsholmen åbenlyst var lammet.
Del:
