Tillad mig at lade denne udgave af ugebrevet indeholde et par private betragtninger om den politiske debat i medierne og især de sociale af slagsen.
Anledningen er, at min kollega Laura Hattens i den seneste udgave af Weekendavisen har interviewet justitsminister Peter Hummelgaard om krisen i kriminalforsorgen. Her fremsætter ministeren den tanke, at man måske kunne lade unge førstegangskriminelle vælge at tage en tur som værnepligtige i stedet for en fængselsstraf.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om ideen er god eller dårlig, men til gengæld opholde mig lidt ved reaktionerne. For knap var artiklen offentliggjort, før jagten gik ind på folk, der kunne skyde tankerne ned, og de var ikke svære at finde. I løbet af få timer stod det klart, at regeringen vist havde til hensigt at oprette en dansk pendant til den berygtede Wagnergruppe, hvor lystmordere frit kunne få udleveret statslige skydevåben, selvom enhver selvfølgelig vidste, at det ikke var tanken. Også enkelte oppositionspolitikere bidrog til festen.
Resultatet blev, at Hummelgaard i løbet af fredag måtte på Twitter for at meddele, at der var tale om en helt privat strøtanke og ingenlunde regeringens politik.
Sagen lukket, diskussionen slut. Hummelgaard havde fået et hak i tuden. Han kunne have tænkt, før han talte.
På minussiden kan man notere, at der ikke blev nogen debat om, hvorvidt vi kan finde alternativer til fængselsstraf. Men måske endnu værre kan vi uden problemer forudsige konsekvenserne for den politiske debat af den slags debatforløb: flere kortfattede sms-svar fra ministre, endnu flere embedsmandsskrevne og forbeholdsindsvøbte talepapirer, endnu flere »ingen kommentarer«. Ministre skal ikke fundere eller tænke højt. Man kan bruge meget tid på at skændes om ansvaret, om det var hønen eller ægget. Til gengæld er det åbenlyst, at der er en usund krigstilstand mellem medier og politikere, hvor offeret er den politiske debat og den stadig mere undrende befolkning.
Lad os tage et andet eksempel. I forrige uge præsenterede regeringen og et bredt flertal i Folketinget en milliardstor Ukrainefond. På pressemødet spurgte en journalist til sagen om Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, hvilket fik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at gå til frontalangreb på journalisten og den samlede presse.
Man kan mene meget om både spørgsmålet og Løkkes reaktion. Men det tankevækkende er, at mediefladen efterfølgende handlede mere om, at Løkke havde skældt en journalist ud, end om Ukrainefonden.
Man skal som bekendt aldrig give journalister anledning til at snakke om sig selv, vi er ikke til at stoppe igen. Den tidligere og måske kommende amerikanske præsident Donald Trump havde luret det og udnyttede det nådesløst. Hans angreb på pressen udløste næsten altid en voldsom pressedækning, og det var ikke nødvendigvis medierne, der løb af med folkegunsten. Løkke ser ud til at kunne lidt af det samme, og danske medier tramper i glad selvoptagethed i den samme fælde.
Den forbløffede befolkning må iagttage en politisk debat, hvor medier i stigende grad refererer egne og andres analytikere, kommentatorer og journalister. Hvor journalisternes spørgsmål bliver hovedhistorien, som det skete for et par netmedier, da regeringen i sidste uge præsenterede sit forslag til finanslov.
Guderne forbyde, at man bare fortæller, hvad politikerne mener. Det er ikke »magtkritisk« for at anvende Mediedanmarks for tiden mest rædselsfulde udtryk. Konsekvensen er ikke svær at forudsige: En del af befolkningen vil stå af den politiske debat. Politikere vil søge andre kanaler for at komme i kontakt med befolkningen. Og den »fjerde statsmagt« – et andet skrækkeligt udtryk – må kæmpe for at sandsynliggøre egen relevans.
