Rød sne

KOKAIN ER BLEVET en ganske normal adspredelse i det københavnske natteliv. Det er ingen nyhed, og er man i tvivl om omfanget, kan man søge indsigt hos efterforskere fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som har samarbejdet med laboranter fra retskemi på Københavns Universitet. De har gjort sig den formentlig ikke rasende behagelige ulejlighed at teste hovedstadens spildevand ved rensningsanlægget Lynetten i København. Af københavneres beholdning af urin fremgår det, at forbruget er tredoblet siden 2013.

Man kan også forhøre sig hos politiet, som fortæller, at det vælter ind over de danske grænser med kokain. Prisen er nu så lav, at selv danskere med sparsomme midler kan være med. Nemt er det også at få fat i; lige så let som at bestille en pizza. Og så er der kvaliteten, hvis renhed sundhedsmyndighederne for tiden advarer om. Faren for overdosis er overhængende.

DET VILLE ALT andet lige være lettere, hvis man blot kunne opfatte ødelæggelsen af misbrugeres liv som en omkostning ved at leve i et moderne, frit samfund. Men en mere urovækkende bivirkning af ulovlighederne er besynderligt under­belyst. Eksempelvis fik nok de færreste, der stak næsen i en bane kokain denne weekend, fornøjelsen spoleret ved at tænke over Fernando Villavicencios triste skæbne. Forleden blev politikeren og den tidligere journalist fra det lille sydamerikanske land Ecuador skudt ned og dræbt, mens han førte kampagne for at blive landets næste præsident.

Villavicencio ønskede at gøre op med de narkokarteller, der har fået volden i Stillehavslandet til at gå amok. Der er ingen tvivl om, at hans attentatmænd er at finde blandt dem, der ikke brød sig om budskabet. Sådan går det ofte modige idealister i Latinamerika, som sammen med politi, politikere, dommere, embedsmænd og titusindvis af andre ofres for, at vi i USA og Europa kan få adgang til dette legendarisk opkvikkende stof. En københavners euforiserende lykkerus er kort sagt dyrekøbt. Ingen steder er volden mere barbarisk og omfattende end i dette område af kloden, og kokainsmugleriet er den største grund til landenes blodige forfald.

Kartellerne leverer i stadig højere grad kokain til Europa. Her samarbejder de med den calabresiske mafiaorganisation ’Ndrangheta, som har opdaget et velvilligt europæiske marked. Man udbreder effektivt nydelsesmidlet til alle hjørner af kontinentet. Det er naturligvis med til at korrumpere italiensk økonomi i massiv grad.

ER DET MULIGT at stoppe? Det er jo indlysende, at politiet i Danmark kæmper en ulige kamp mod smugleriet trods stedvise anholdelser og afsløringer. Vi står over for gangstere, som har pengene, mandskabet, skrupelløsheden og kreativiteten til altid at finde vej til trængende danskeres næsebor.

Men danske myndigheder kunne prøve med en kampagne, som drypper et par blodrøde stænk i det kridhvide pulver. I de senere år har de ikke holdt sig for gode til at fortælle om de klimamæssige konsekvenser ved at spise kød. De kunne ligeledes henlede opmærksomheden på likviderede politikere som Fernando Villavicencio og lade et ord falde om, hvilke forbryderregimer danskernes hemmelige forlystelser er med til at understøtte.