I Michel Houellebecqs roman Underkastelse fra 2015 beskrives en længere periode, hvor Frankrig plages af gadeoptøjer. Unge mænd med indvandrerbaggrund fra forstæderne hærger de franske byer, hvor de kommer i karambolage med politiet og moddemonstranter fra højrefløjens identitære bevægelse. Man får fornemmelsen, at landet balancerer på grænsen til borgerkrig.

Man møder dog aldrig volden direkte, da den i stedet optræder som et mærkeligt bagtæppe for et hensygnende samfund, der er både åndeligt og kulturelt udmattet. Blandt vores hovedpersons kolleger snakkes der i krogene til receptioner om, at disse optøjer finder sted. Man aner et bål ude i gaden og lyden af fjerne politisirener. Men det er ikke noget, der dækkes i medierne, hvor man helst vil undgå at bære brænde til islamofobiens og racismens bål. Et præsidentvalg er lige om hjørnet, og ingen af de større medier ønsker at gavne højrefløjskandidaten Le Pen. Hovedpersonen må søge sine oplysninger på udenlandske nyhedstjenester og i små videoklip på internettet, men finder aldrig helt ud af, hvad der egentlig foregår.

Originalfoto: Corsan O, Scanpix

De sidste par uger har givet mindelser om Underkastelse. Hvad der muligvis startede som legitime protester over forfaldne skoler og stigende leveomkostninger blandt franske forbrugere, er for længst degenereret til en lystig ødelæggelse af alt, man kan komme i nærheden af. Og netop i utallige små videoklip, der florerer på X, kan man se, at profilen på gerningspersonerne i høj grad er unge sortklædte mænd med baggrund i Mellemøsten og Nordafrika, der angriber alt fra små forretningsdrivende til brandmænd og politibetjente.

Og ligesom i Underkastelse har der været en vis tilbageholdenhed i de gamle medier med at vise denne del af optøjerne, der i ugevis er blevet fremstillet som unge gymnasieelever, der har protesteret over tilstanden af deres skoler og de stigende leveomkostninger. Ordet »unge« er blevet en slags eufemisme for det føromtalte segment.

Optøjerne i den forløbne weekend har dog været så omfattende og nihilistiske i deres destruktionsiver og med så tydelig en etnisk overrepræsentation, at det er svært at se den dybere sociale indignation bag det, vi er vidner til. Fransk politi har meddelt, at de ser forbindelser mellem optøjerne og militante grupper på den alleryderste venstrefløj, der sammen med horder af unge mænd med indvandrerbaggrund på plyndringstogt er gået amok særligt i Paris, men også i byer som Lyon og Marseille. Fransk politi har anholdt 2.400 henover weekenden, hvor 1.000 betjente meldes at være tilskadekomne.

Også i Milano oplevede man lignende ødelæggelser, da byens centrale plads Piazza del Duomo pludselig fik besøg af omkring 5.000 »unge«, der skulle demonstrere mod stigende leveomkostninger, hvilket hurtigt degenererede i vold og ødelæggelse, da flere begyndte at angribe butikker, smide med fyrværkeri og kæmpe med politiet. I Bologna og Torino var der lignende episoder i mindre skala.

Der kan næppe være tvivl om, at episoder som weekendens vil bekræfte det i forvejen udbredte indtryk af, at der rundtom på kontinentet befinder sig en del unge mænd med baggrund i muslimske lande, der udviser en bekymrende voldsparathed. Ligesom i Houellebecqs Underkastelse er der også snart præsidentvalg i Frankrig. Præsident Macron er blevet kritiseret for sin fodslæbende attitude, og han blev blandt andet set til en Céline Dion-koncert fredag aften, få timer før Paris’ gader stod i flammer. Søndag var han på talerstolen med et budskab om lov og orden, men indtrykket af en stadig mere resigneret og handlingslammet præsident har han næppe helt rystet af sig.

Historisk har opstande og vold i Paris’ gader været en større drivkraft for konservatisme og reformisme end for diverse revolutionære programmer. Det var Den Franske Revolution, der var med til at forme den britiske konservatisme, da Edmund Burke udgav sin bog Tanker om den franske revolution i 1790. Revolutionens kaos gjorde, at franskmændene sukkede efter en stærk mand, der kunne få styr på tingene. Det fik de med Napoleon og hans autoritære regime. Ligeledes kan man se en direkte sammenhæng mellem den danske tradition for pragmatisk, demokratisk reformisme og den franske tendens til voldelig revolution. Junigrundloven af 1849 var en direkte modreaktion på de revolutionære tilstande i Frankrig i 1848. 

Der er langt fra britisk konservatisme og fransk autoritarisme til dansk reformisme, men de har alle aversionen mod det revolutionære kaos tilfælles.

Det er således en nærliggende tanke, at det også i denne omgang vil blive lignende kræfter, der står styrket tilbage efter weekendens bål og brand i de franske gader – dem, der kan pege på ødelæggelserne og love deres vælgere en helt anden kurs end den, der har ført Frankrig til det triste sted, landet er endt.

I øvrigt ...

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har suspenderet en række sanktioner mod Rusland, som den afdøde republikanske senator Lindsey Graham brugte store kræfter på at få igennem. Dette knæfald for Kreml ligner endnu et desperat forsøg fra præsidenten på at få energipriserne ned inden midtvejsvalget i næste måned og har affødt højlydt kritik fra hans egne partifæller.