Justitsministeren møder dem igen og igen, siger han. Ofrene for de »grove, grove voldssager« med et graverende misforhold mellem forbrydelse og straf: En bliver trampet i hovedet af en gruppe maskerede mænd, en anden bliver stukket i maven med kniv. Gerningsmændene nøjes i begge tilfælde med nogle måneders fængsel.

»Ofrene slæber rundt på det i årevis og for nogles vedkommende resten af deres liv. Man bliver slået fuldstændig ud af kurs efter et groft umotiveret overfald,« siger Peter Hummelgaard.