Ret og uret

DENNE FREDAG VIL Den Internationale Domstol i Haag, ICJ, beslutte, om man vil godtage Sydafrikas anmodning om at indføre midlertidige foranstaltninger over for Israel, der ifølge det afrikanske land er i gang med at udføre et folkedrab på palæstinenserne i Gaza. De midlertidige foranstaltninger, som domstolen kan vælge at pålægge Israel, kan være alt fra at stoppe den folkemorderiske retorik, man har hørt fra flere højreradikale ministre i den israelske regering, til helt at indstille den nuværende militære operation.

Beslutningen vil ikke afgøre, om der rent faktisk foregår et folkedrab i Gaza – dette spørgsmål kan tage adskillige år at afklare, såfremt retten altså vælger at imødekomme Sydafrikas anmodning. Det kan også ske, at man finder Sydafrikas sag alt for tynd og afviser sagen på stedet.

Jeg tør dog godt vove pelsen og give et gæt på, hvad jeg tror, der kommer til at ske: Domstolen vil sandsynligvis godtage sagen og udstede en form for midlertidig sanktion, der dog næppe vil kræve et fuldt stop for den israelske operation i Gaza. Herefter vil der følge en mangeårig retssag, som ikke vil nå frem til, at Israel har haft gang i et folkedrab. En sådan dom kræver langt mere end at pege på de mange civile tabstal og eventuelle krigsforbrydelser begået af Israel. Sydafrika skal bevise, at den israelske regering har haft til hensigt at udrydde befolkningen i Gaza. Sydafrikas beviser for dette (som de fremgår af punkt 101-107 i deres 82-siders anmodning) forekommer temmelig svage.

Hvis dette sker, står vi i en mærkelig situation. Israel vil med en vis ret kunne hævde at være udsat for en urimelig og usaglig hetz, mens mange af dem, der fra krigens første dag har beskyldt Israel for folkedrab, næppe vil beklage deres misforståelse og acceptere afgørelsen. Blandt propalæstinensiske aktivister verden over har man for længst besluttet, at krigen i Gaza er et folkedrab. Her er der intet, der tyder på, at man respekterer, at der er tale om et juridisk begreb, der har en snæver forståelsesramme og kræver en høj grad af bevisførelse. I det globale syd vil mange formentlig opfatte en frifindelse som endnu et bevis på Vestens hykleri, hvor man hævder at beskytte en international retstilstand, men reelt blot arbejder for egne og sine allieredes interesser.

Flere har argumenteret for, at det alligevel er en god idé med en sådan retssag, fordi den kan bruges som middel til at skride ind over for Israels kamphandlinger og give en midlertidig beskyttelse af de civile i Gaza. Men i så fald er man også med til at legitimere, at det, der i sidste ende kan vise sig at være substansløse anklager om folkedrab, kan instrumentaliseres som politisk pressionsmiddel gennem Den Internationale Domstol. Det kan sætte en kedelig præcedens.

I sidste ende er det en skam, at hele debatten er endt med at handle om folkedrab. Det er langt mere sandsynligt, at Israel har overtrådt folkeretten på flere punkter i denne krig. Eventuelle krigsforbrydelser fortjener at blive belyst, men ryger nu i baggrunden, mens man i stedet bruger alle kræfter på at diskutere en spinkel, men spektakulær anklage om folkedrab.