Som en bivirkning af 80ernes gyldne Schlüter-æra har Det Konservative Folkeparti hyppigt følt sig noget mere værd, end der til enhver tid var tilmålt partiet af folkelig opbakning. Det har givet en utålmodighed over for de siddende høvdinge, en rastløshed udmøntet i påfaldende hyppige lederskift. Prøv blot at huske de otte politiske ledere, man har forsøgt sig med siden Poul Schlüter.

Søren Pape Poulsens ledelsestid bryder, eller man skulle måske sige brød, med den meget ukonservative forhippelse på noget nyt. Pape har siddet i mere end otte år, hvorved han næsten matcher Bendt Bendtsen fra de Fogh Rasmussen-stabile år. Men nu rammes også den tidligere Viborg-borgmester af utålmodigheden, og det sker med hastigt accelererende kraft.