Dagens kommentar. Det er naivt at tro på diplomatiske løsninger i Ukraine.
Pacifister vil altid tabe til Putin
De kan være lette at overse midt i den sammentømrede vestlige opbakning til Ukraines forsvarskrig, men der findes stemmer derude, der fortsat kalder på en fredsommelig løsning. Positionen er eksempelvis repræsenteret i den tyske debat, hvor 28 fremtrædende intellektuelle i sidste uge fik bragt et åbent brev til kansler Olaf Scholz i det feministiske magasin Emma. Her opfordrede de kansleren til ikke at sende tunge våben til Ukraine, men i stedet søge en diplomatisk løsning. »Vi opfordrer dig til at gøre alt, hvad du kan for at sikre, at en våbenhvile kan opnås så hurtigt som muligt; et kompromis som begge sider kan acceptere,« som de skrev.
Filosoffen Jürgen Habermas har også blandet sig i debatten i Süddeutsche Zeitung, men med et noget mere kryptisk budskab, hvor han på den ene side mener, at det er afgørende, at Ukraine vinder krigen, og at de bør støttes i denne bestræbelse, men at det samtidig er forbilledligt af kansler Scholz at være tøvende og eftertænksom, inden han sender dem våben. I Habermas’ optik er de fodslæbende tyske våbenforsendelser udtryk for et moralsk imperativ, vi andre bør beundre.
Del: